Opdateret

Højlund debuterer med tidligt mål i Napoli-sejr

Debuterende Rasmus Højlund scorede og havde chancer til mere, da Napoli slog Fiorentina i Serie A.

Rasmus Højlund fejrer sit første mål i Napoli-trøjen. Foto: Matteo Ciambelli/Reuters

Landsholdsangriberen Rasmus Højlund fik lørdag aften en forrygende start i sin nye klub, Napoli.

Højlund kom på tavlen til 2-0, da Napoli vandt udekampen mod Fiorentina med 3-1.

Højlund blev sendt direkte for løverne med debut i startopstillingen efter skiftet fra Manchester United og skulle bare bruge 13 minutter, før han scorede for syditalienerne første gang.

Han blev sendt i dybden med en aflevering, pressede sig foran sin oppasser og udplacerede en anden tidligere United-spiller David de Gea i målet med en flad afslutning, der gik ind via stolpen.

Faktisk burde Højlund have scoret allerede efter fire minutter, da han misbrugte i fri position en meter fra mål, men afslutningen blev blokeret, og i stedet fik Napoli kort efter straffespark, som Kevin De Bruyne omsatte til føring.

Højlund boltrede sig som en fisk i vandet og så ud til at nyde gensynet med Serie A, hvor han havde stor succes i Atalanta, før det uforløste eventyr i Manchester United.

Gang på gang var danskeren farlig i første halvleg, inden han var lidt mindre fremtrædende i anden halvleg, hvor han blev skiftet ud i det 73. minut.

Også efter pausen kom der en debutantscoring, da den hollandske forsvarer Sam Beukema scorede til 3-0 efter et hjørnespark i den første officielle optræden siden skiftet fra Bologna.

I slutfasen reducerede Luca Ranieri til 1-3.

Med sejren fortsætter mesterholdet Napoli, hvor det slap i sidste sæson. Holdet har gjort rent bord i sæsonen med tre sejre ligesom Juventus, der tidligere lørdag slog Inter med 4-3.

/ritzau/