Højgaard ryger til bunds efter skidt golfåbning i USA
Nicolai Højgaard åbnede torsdag slutspilsturnering på PGA Touren med en runde i tre slag over banens par.

Nicolai Højgaard åbnede torsdag slutspilsturnering på PGA Touren med en runde i tre slag over banens par.

Golfspilleren Nicolai Højgaard indtager en delt sidsteplads efter førstedagen af BMW Championship på PGA Tour.
Den 25-årige dansker gik åbningsrunden i den amerikanske storby St. Louis i 73 slag - tre over banens par.
Det placerer ham på en delt 48.-plads sammen med østrigske Sepp Straka og amerikaneren Bud Cauley.
Nicolai Højgaard, der er den eneste danske deltager i turneringen, kunne skrive tre birdies og seks bogeys på sit scorekort.
Danskeren har fortsat tre runder til at spille sig op i feltet i St. Louis, hvor fem spillere har lagt sig i spidsen.
Nordirske Rory McIlroy deler førstepladsen med amerikanerne Gary Woodland, Wyndham Clark, J.J. Spaun og Chris Gotterup. De gik alle torsdagens runde i 64 slag - seks under banens par.
Nicolai Højgaard har dermed ni slag op til førstepladsen.
BMW Championship, der er en del af slutspillet på PGA Tour, har blot deltagelse af 50 spillere. Der er ikke noget cut efter anden runde.
Deltagerne kæmper om en samlet præmiesum på 20 millioner dollar. Det svarer til 128 millioner kroner.
Vinderen sikrer sig 3,6 millioner dollar - 23 millioner kroner - mens der er mindst 66.000 dollar til den spiller, der slutter sidst. Det svarer til 422.000 kroner.
Ud over præmiepenge og placering kæmper Nicolai Højgaard for at spille sig op blandt de 30 bedste spillere på PGA Tourens rangering. Danskeren er i øjeblikket nummer 33.
Lykkes det, sikrer han sig adgang til sæsonfinalen på PGA Tour, der går under navnet Tour Championship.
RITZAU