Højgaard falder en smule tilbage i amerikansk topstrid
Nicolai Højgaard faldt fredag til femtepladsen i North Carolina, hvor han fortsat er i spil til sejren.

Nicolai Højgaard faldt fredag til femtepladsen i North Carolina, hvor han fortsat er i spil til sejren.

Golfspilleren Nicolai Højgaard er fortsat med fremme i førerfeltet ved turneringen Truist Championship på PGA Tour i USA.
Efter fredagens runde indtager den 25-årige dansker en delt femteplads i North Carolina.
Nicolai Højgaard falder dermed to placeringer efter en stabil runde i 70 slag - ét under banens par - med to birdies og en enkelt bogey.
Midtvejs i turneringen har Højgaard tre slag op til sydkoreaneren Im Sung-jae, der indtager førstepladsen.
Danskeren har samme afstand til førstepladsen som efter torsdagens runde, så på den måde er det status quo for Højgaard før de to sidste runder.
I Truist Championship er den samlede præmiesum 20 millioner dollar - omkring 127 millioner kroner.
Vinderen kan rejse hjem med en check på 3,8 millioner dollar svarende til 22,8 millioner kroner.
Også Nicolai Højgaards tvillingebror, Rasmus Højgaard, var fredag i aktion i USA.
Rasmus Højgaard deltager i PGA Tour-turneringen Myrtle Beach Classic i South Carolina, hvor han efter de to første runder indtager en placering som nummer 38. Midtvejs i turneringen er han samlet to slag under par.
Rasmus Højgaard har otte slag op til englænderen Aaron Rai, der er nummer et.
Landsmanden Rasmus Neergaard-Petersen klarede ikke cuttet til weekendens finalerunder.
/ritzau/