HØJ Elites håndboldkvinder har ikke fået den ønskede start på tilværelsen i Kvindeligaen med tre nederlag i de første tre kampe, men torsdag aften blev det store nul i tabellen ud for antallet sejre vekslet til et ettal.
De første to point kom på hjemmebanen i Farum mod fortsat pointløse Sønderjyske, der blev slået med 33-29.
HØJ kan særligt takke profilen Emma Navne, der var den store offensive faktor. Navne var konstant en trussel i det etablerede angreb, mens hun også var sikkerheden selv på straffekastene. Bagspilleren sluttede på 11 mål.
Sønderjyderne har nu tabt de første fire kampe i sæsonen.
Gæsterne startede ellers i teten. Næsten hvert jysk angreb udmøntede sig i indledningen i store chancer, der blev udnyttet.
Undervejs i første halvleg kom føringen op på 12-8, men derfra tog HØJ's defensiv skeen i den anden hånd.
Der blev pludselig sat tacklinger ind mod sønderjyderne, og samtidig kom Sørine Wolf ind i målet og tog fra.
Det gav HØJ et par hurtige kontrachancer, som blev udnyttet, og inden publikum havde set sig om, var der kontakt ved 13-13.
Efter sidebyttet fik værterne også langt bedre gang i det etablerede angrebsspil. Særligt Emma Navne styrede bagkæden og scorede efter behag.
HØJ fik skabte et lille forspring, men i den anden ende gjorde Sarah Paulsen med flere vigtige scoringer sit til, at hullet ikke blev på mere end tre mål.
Som anden halvleg skred frem, blev det en ujævn og uskøn affære, hvor udvisninger og straffekast prægede opgøret.
HØJ fastholdt føringen, der vekslede mellem at være på to eller tre scoringer.
I de sidste minutter forsøgte sønderjyderne med en sidste slutspurt, men Sørine Wolf, der ellers ikke havde afvist meget i anden halvleg, fandt pludselig et par vigtige redninger frem, og så var den tætte afslutning afblæst.
/ritzau/