Hobro og Silkeborg spillede uafgjort i målrig fight

Hobro og Silkeborg spillede 2-2.
Læs mere
Fold sammen

Silkeborg fortsatte forårets fornemme takter med at kæmpe sig til 2-2 på udebane mod Hobro.

Faktisk chokerede udeholdet deres modstandere med en lynscoring efter blot tre minutter. Nicolaj Agger fik stukket en bold i dybden, hvorefter han flot sparkede den mellem benene på Hobro-målmand Jesper Rask.

Herefter skulle Hobro presse på for at udligne. Men gennem hele første halvleg havde de problemer med at skabe det helt store. Heller ikke en masse dødbolde blev omdannet til mål, da Silkeborgs forsvar stod fast.

Anden halvleg gik den dog ikke længere, da Hobros Mads Hvilsom sneg sig fri i det lille felt og headede bolden i mål på Martin Thomsens hjørnespark. Og kort efter bankede Hobro-topscoreren et flot langskud op i hjørnet til 2-1.

Men Silkeborg gav ikke op. Få minutter efter stak Morten Beck afsted og spillede en flot aflevering på tværs til Nicolaj Agger, der kunne sætte sin inderside på og udligne til 2-2.

Herfra blev tempoet skruet lidt ned med Hobro i dirigentrollen. Men hjemmeholdet kunne ikke få det vindende mål trods ivrige forsøg.