Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Et point og en målscore på 1-3.
Det var den sørgelige bundlinje efter Danmarks tre gruppekampe ved VM i fodbold.
Efter det afsluttende 0-1-nederlag til Australien havde landstræner Kasper Hjulmand svært ved at finde specielt mange ord, der kunne beskrive nedturen, men måske kommer der en forklaring lørdag.
Både DR og TV 2 Sport teaser fredag således for interviews med Hjulmand.
Sidstnævnte har interviewet landstræneren og sender det i sin optakt til kvartfinalen mellem Marokko og Portugal lørdag fra klokken 15.15.
»Kasper Hjulmand taler ud efter VM-skuffelsen,« skriver TV 2 Sport på Facebook.
DR Sporten har siden Hjulmand med i sit optaktstudie til den sidste kvartfinale mellem Frankrig og England. Det bliver skudt i gang 18.55.
Hjulmand ville umiddelbart efter skuffelsen ikke sige for meget om sin egen fremtid som landstræner. Han havde brug for tid, slog han fast.
»Det er ikke dagen efter en skuffelse som den her, at konklusionen skal laves. Jeg tager ikke noget for givet, men synes, man skal passe på med at drage nogen som helst konklusioner både den ene og anden vej.«
»Det her hold har fået en på hatten, men der er en masse gode ting i gang, og udviklingen er slet ikke stoppet,« sagde Hjulmand på pressemødet efter kampen mod Australien.
På samme pressemøde slog fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union (DBU), Peter Møller, fast, at unionen gerne vil forlænge med Hjulmand.
»Vi går ikke panik, fordi vi på ni dage har tabt to kampe og spillet en uafgjort. Vi er meget glade for Kasper, og vi håber naturligvis, at han vil blive hos os i lang tid,« sagde Møller.
/ritzau/