Hjulmand: Højrebenet venstre back er et fint alternativ

Kasper Hjulmand kan sagtens se højrebenede Joakim Mæhle få flere kampe som venstre back på landsholdet.

Joakim Mæhle scorede til 3-0, da Danmark i onsdags vandt 4-0 over Færøerne. Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Ekslandstræner Åge Hareide fik ofte kritik for at spille med højrebenede Jens Stryger Larsen som venstre back, men også under Kasper Hjulmand kan positionen blive besat af en højrebenet.

Det var den eksempelvis i onsdagens testsejr over Færøerne, hvor højrebenede Joakim Mæhle spillede pladsen i 45 minutter.

Ifølge Hjulmand illustrerede Mæhle med en scoring og flere gode offensive aktioner, hvorfor en højrebenet sagtens kan stråle på positionen.

»Jeg var meget glad for at se Mæhles præstation. Han fyrede den af, som han har gjort på sit klubhold. Han har spillet venstre back før - også til en slutrunde for U21.«

»Han gør det fint i begge sider, og han kan lægge sit spil anderledes an, når han spiller i venstre side. Han kan gå ind i banen og få afsluttet.«

»Han har en stor gennembrudsstyrke i sit spil, og når han er på sit bedste, så er han flyvende uanset side,« siger Hjulmand.

Selv generer det ikke Mæhle at blive brugt i den modsatte side, end den han spiller i til daglig i Genk.

»Om det er venstre eller højre betyder ikke meget for mig, jeg føler mig tryg begge steder.«

»Mod Færøerne havde jeg et godt samarbejde med Martin Braithwaite i første halvleg i venstre side og et godt samarbejde med Andreas Skov Olsen i anden halvleg, da jeg blev flyttet over i højre side.«

»Vi kom godt over kanterne i begge halvlege og fik lavet nogle gode kombinationer, så det gør mig ikke så meget, om jeg spiller i den ene eller anden side.«

»Det handler om, at jeg kan komme ind og bidrage med de kvaliteter, jeg har, siger den rapfodede nordjyde.«

Selv om Mæhle - eller en anden højrebenet - kan være en mulighed på venstre back, understreger Hjulmand, at Robert Skov lige nu er hans førstevalg på positionen, selv om venstrebenede Skov tidligere har spillet i den modsatte side længere fremme på banen.

»Jeg har det stadigvæk sådan, at Robert er venstre back og kommer til at spille en masse kampe for Hoffenheim på positionen. Så længe jeg ikke hører andet, gør han også det på landsholdet.«

»Han har kastet sig ind i et projekt, hvor han forsøger at blive den bedste back, han kan blive, og så vil det ikke gavne, hvis jeg bruger ham som højre kant,« siger Hjulmand.

Mod Færøerne gav landstræneren i anden halvleg debut til Birmingham-backen Kristian Pedersen, der ligeledes er venstrebenet.

/ritzau/