Kastrup. Christian Eriksen kan stadig nå at komme med til Danmarks VM-kvalifikationskamp ude mod Israel på torsdag, selv om Dansk Boldspil-Union (DBU) tidligere har meldt det modsatte ud.

Det siger landstræner Kasper Hjulmand mandag formiddag.

Eriksen er isoleret i Italien på grund af et smitteudbrud i sin klub, Inter.

- Vi har ikke meldt ham helt ude af den første kamp endnu. Vi følger situationen tæt de næste dage, og så må vi se, hvad der sker.

- Vi kan ikke drage konklusioner endnu, om han er ude af den første kamp, eller om han kommer med.

- Vi må se, hvad der sker i Inter. Forhåbentlig kommer der ikke flere positive test frem. Så må vi se, om vi ikke kan få ham ind i lejren på et tidspunkt, siger Hjulmand.

Kan kreatøren ikke nå at blive klarmeldt til torsdagens kamp, håber Hjulmand, at Eriksen kan være med mod Moldova på søndag i Herning og i udekampen mod Østrig tre dage senere.

Senest onsdag afklares det, om Eriksen må rejse til Tel-Aviv.

- Der er coronatest, og man bliver clearet af Uefa (Det Europæiske Fodboldforbund), når man tester. Han skal kunne klare den coronatest, hvor vi får svaret dagen efter, og jeg tror, at den bliver taget onsdag morgen.

- Og der er selvfølgelig også en træning onsdag, som han skal kunne være med til, hvis han skal spille, siger Hjulmand.

Da Eriksen i torsdags blev meldt ude af landskampen mod Israel, blev Philip Billing udtaget i stedet for, men han måtte senere melde afbud.

Hjulmand grubler stadig over, hvordan han skal tackle Eriksens eventuelle fravær på den offensive midtbane. Det er ikke givet, at erstatningen skal være en spiller, der minder om Eriksen i spillestil.

- Jeg skal tænke på det samlede billede og relationerne omkring den position. Det hele skal gå op, så det handler ikke bare om at erstatte Christian en til en. Så vi har nogle muligheder.

- Jeg kan ikke love andet, end at vi har 11 spillere på banen, og vi har dygtige spillere med, så vi skal nok få lavet en god startopstilling uanset hvad.

- Men det er klart, at Christian længe har været hjertet og pulsen i landsholdets spil. Han er en virkelig dygtig spiller, siger Hjulmand.

/ritzau/