Hjemkommune står bag Michael Rasmussen

Holbæks borgmester kalder Michael Rasmussen en stor sportsmand og er skuffet over, at danskeren blev udelukket fra Tour de France uden at være testet positiv.

Michael Rasmussen behøver ikke at bøje hovedet, når han kommer hjem for at besøge familien i Tølløse. Selv om den danske cykelrytter onsdag blev udelukket fra Tour de France, er man stolt over bysbarnet i Holbæk Kommune.

Borgmester Jørn Sørensen (R) har fulgt alle etaperne i årets Tour de France, og han kalder fortsat Michael Rasmussen for en stor sportsmand.

- Jeg er ked af udviklingen, for Michael har leveret en flot præstation og vist, at han er den suverænt bedste rytter i feltet. Han har selvfølgelig overtrådt nogle bureaukratiske regler ved at være andre steder, end han har oplyst. Men det er for voldsomt at udelukke ham, når han ikke er dømt for doping. Han er i den paradoksale situation, at han skal bevise sin uskyld, siger Jørn Sørensen.

/ritzau/