Historisk stor skideballe fra Wenger til Bendtner

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nicklas Bendtner er helt og aldeles færdig i Arsenal efter en druktur i København i denne uge. Arsene Wenger uddelte så stor en offentlig skideballe, at erfaren Arsenal-journalist aldrig har set noget lignende. Bendtner har en vis erfaring i at træde i spinaten, og han har flere gange måtte betale prisen. Men denne gang er straffen rigtig hård fra hans klub, Arsenal.

Manager Arsene Wenger er så rasende over, at Bendtner rejste til København for at gå i byen med sine venner i midtugen, hvor Arsenal spillede kamp mod Bayern München, at han fredag formiddag skældte ham ud på et pressemøde og lod forstå, at han har fået en stor bøde.

John Cross er journalist på Mirror i England og følger Arsenal tæt. Han skriver, at Wengers hårde ord mod Bendtner og hans opførsel og brud på interne regler, aldrig er set lignende tidligere. Wenger har ikke for vane at hænge sine spillere ud offentligt, men det gør han i tilfældet med Bendtner, skriver John Cross.

- Helt ærligt, så ved jeg ikke, hvad der skete (I København red). Jeg har ikke snakket med ham (Bendtner). Det eneste, der er helt sikkert er, at han havde ingenting at gøre i København, sagde Wenger på et pressemøde fredag morgen. 

- Ingen gav ham lov til at tage til København. Det vil han få en bøde for. Om han så har skabt nogle problemer, ved jeg ikke. Jeg vil tage en snak med ham i dag.

Nicklas Bendtner har selv givet udtryk for, at han vil forlade Arsenal, når hans kontrakt udløber til sommer, og skulle han fortryde, så har han endegyldigt ødelagt det sidste strå der måtte være til Arsene Wenger. Bendtner er færdig.

- Hør nu her, han har kontraktudløb efter denne sæson, svarede Wenger, da han blev spurgt til Bendtners kontrakt.

Arsene Wengers vrede skulle være ekstra voldsom, fordi Nicklas Bendtner havde forklaret, at han var knæskadet, og derfor var han ikke med holdet i München.

Det efterlod en tom plads på bænken mod Bayern München, hvilket skabte undren rundt omkring. Men i stedet for at blive i London og passe sit knæ tog Bendtner på druk i København, hvor han endte med at true en taxachauffør på Nørrebro, som måtte ringe til politiet for at få fred for en beruset Bendtner.