Historisk boksebrag udsolgt på under 60 sekunder

Billetterne til boksekampen mellem amerikaneren Floyd Mayweather og filippinske Manny Pacquiao d. 2. maj blev revet væk på få sekunder.

Faktisk under et minut tog det angiveligt at sælge de 1000 billetter, der var sat til salg for den brede offentlighed. Kampen mellem to af de bedste boksere i nyere tid er allerede skreget op til årtiers største, og derfor er interessen enorm fra fans og medier.

Og selv om der er plads til 16.500 mennesker i MGM-Grand i Las Vegas 2. maj, så var der kun sat 1000 billetter til salg.

Resten går til journalister, sponsorer, bekendte og andre vigtige personer, som hører til enten Manny Pacquiao og Floyd Mayweathers lejr.

Det forventes, at flere af de 1000 udsolgte billetter vil kunne sælges videre for 600.000 danske kroner.

Floyd Mayweather og Manny Pacquiao regnes i øjeblikket for to af de bedste boksere på tværs af alle vægtklasser og mødes om tre VM-titler i weltervægt-klassen.