Historiens kraft og de frivillige tog elitens shine i Herning

Det store sportsshow i Herning i lørdags hyldede de frivillige og den fascinerende historie om Camilla Pedersens vej fra koma til verdensmester. Men fik vi hyldet de største sportspræstationer?

Jeg var i Herning i lørdags, da dansk idræt fejrede sig selv ved det store Sport 2014-show. Der var både fyrværkeri, fadøl og priser. Det var, som det skulle være.

Undervejs i løbet af aftenen opgav jeg at tælle, hvor mange gange, der blev talt om de frivillige, der får dansk idræt til at hænge sammen.

Jeg har stor respekt for de frivillige - det er en pragtfuld og enestående indsats, de leverer. Men jeg har sandelig også stor respekt for eliten i dansk sport, og jeg synes det er rimeligt at spørge, om eliten fik det fortjente shine til denne fest, som da om nogen er deres.

Før det store show i Boxen blev der ved VIP-middagen vist billeder af det flotte danske sportsår, og de store og vigtige samarbejdspartnere, der hjælper Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF) i jagten på ikke mindst OL-medaljer til Danmark, blev præsenteret.

Men herefter fik disse partnere ikke meget olympisk krymmel på kagen. Herefter kom rigtig meget til at handle om bredden.

Det blev mere landsstævne end OL, da vi skulle have kåret »Fidusbamsen«, »Gør det muligt-prisen«, »Jubelscenen« og »Danskernes idrætspris.«

Det var skønne mennesker og indsatser alt sammen, men det var meget langt fra det meget dedikerede og målrettede arbejde, som specialforbund og deres atleter år ud og ind lægger i jagten på de meget svære olympiske medaljer.

Det er ikke mit synspunkt alene. Det findes også ude i idrætsdanmark. Det fandtes i salen i Herning i lørdags, og det bliver en del af den idrætspolitiske samtale, fortæller dygtige folk i det danske elitemiljø mig.

Hvor var de elitesportsfolk, som om halvandet år i Rio er vores bedste bud på olympiske medaljer, og som bestemt også havde et 2014 at vise frem? Hvor var sejlerne? Hvor var roerne? Hvor var cykelrytterne? Hvor var svømmerne? Hvor var kajakroerne? Hvor var håndboldspillerne? Hvor var badmintonspillerne? For nu at nævne nogle.

Elitens tydeligste aftryk fik vi, da Christian Eriksen var med på en video fra London, da han blev kåret som årets fodboldspiller.

Da scenen i Herning stod åben for eliten, blev det triatleten Camilla Pedersen, der løb med det hele ved både at vinde BT Guld, hvor sportsfolkene selv stemmer blandt 10 kandidater, og DIF-prisen Årets Sportsnavn, der udpeges af en komite bestående af syv mand: kulturministeren, to Team Danmark-repræsentanter, to DIF-repræsentanter og to repræsentanter fra Jyllands-Posten.

En af de kilder, jeg talte med mandag sagde til mig: »Pas nu på, hvad du kaster dig ud i her... Det farligt farvand, hvis det kommer til at ligne en kritik af Camilla Pedersen.«

Dette er ikke en kritik af Camilla Pedersen. Det er skrevet med den helt store respekt for den viljestyrke og karakter, som hun har vist på vejen mod det verdensmesterskab, hun vandt i Kina i efteråret 2014 - en titel, der kom blot et år efter, at hun lå i koma i næsten tre uger efter et alvorligt styrt på en træningstur.

Det er en stærk historie, som rører og inspirerer os alle, og ingen, der var til stede i Herning lørdag aften, kan være i tvivl om, at folket også havde Camilla Pedersen som deres favorit.

Selvfølgelig har historien en betydning. Det havde den også, da 49’er-guldet, som blev vundet på en kroatisk båd, blev hyldet i 2008, og det havde den, da Lasse Norman Hansen løb med priser efter at have vundet OL-guld trods et styrt.

Men alligevel blev netop Camilla Pedersens sejr i kampen om at være Årets Sportsnavn også en del af debatten om, hvad det er, der skal belønnes, og hvor meget den gode historie skal fylde.

Selvfølgelig er sammenligninger af præstationer en subjektiv størrelse. Og derfor uden facit.

Hvem siger, at tre gange EM-guld til Rikke Møller Pedersen i en verdensidræt som svømning er større end VM-guld og EM-guld i den danske guldfirer i roning - en båd, der har flyttet forventningsbarren til eget potentiale helt hysterisk højt op?

Og hvem siger, at noget af det skulle være større end at rejse sig fra koma og blive verdensmester i triatlon?

Ja, det siger jeg jo så i al respekt for, at det også er en enorm præstation. Og jeg siger det fuldstændig afklaret med, at den mening selvfølgelig er lige så dårlig og angribelig som de fleste andre. En del af de folk, jeg har talt med, siger i øvrigt det samme - mere eller mindre højt.

Camilla Pedersen vandt sit guld i et felt med bare 12 startende, på et tidspunkt hvor de største kanoner fokuserede på Ironman på Hawaii. Hun vandt på en distance, der hverken er olympisk eller en rigtig jernmand.
Og hun vandt i øvrigt i et stævne, hvor Danmark syv gange før har vundet VM-guld, uden det var i nærheden af at kaste en kåring af sig. Thorbjørn Sindballe, Peter Sandvang, Lisbeth Kristensen og Suzanne Nielsen nåede aldrig op på podiet.

De manglede historiens kraft. Og netop behovet for at ledsagde den suveræne præstation af historiens kraft var en af de frustrationer, der blev båret med ud i vinterstormen efter Sport 2014 i lørdags, og som er en del af kaffesnakken ude i elitemiljøet lige nu.

Vi fik kåret årets sportsnavn, men fik vi også kåret årets sportspræstation?