Norge går ind til søndagens VM-ottendedelsfinale mod Brasilien med en fornem indbyrdes statistik i bagagen.

Norge er et af få lande, der har spillet mod, men aldrig tabt til Brasilien. De fire indbyrdes møder er endt med to norske sejre og to uafgjorte. Norge vandt 2-1 i en VM-gruppekamp i holdenes eneste tidligere møde med noget på spil.

I Brasilien er man klar over den sløje og usædvanlige statistik mod Norge, og derfor har brasilianerne flere gange ønsket at møde nordmændene for at kunne ændre på den, men det er ikke lykkedes at sætte en ny testkamp op i de seneste 20 år.

Norges landstræner, Ståle Solbakken, er helt bekendt med sit holds ubesejrede status mod en af verdens største fodboldnationer.

- Vi kan godt lide den statistik. Det er også derfor, vi har undgået at møde dem i så mange år, siger en grinende Solbakken ifølge NTB.

Sådan er det gået i de fire indbyrdes kampe mellem Norge og Brasilien:

* 1988: Norge-Brasilien 1-1 i testkamp.

Bølgen gik rundt på Ullevaal, da Norge var ved at vinde i Ingvar Stadheims debut som norsk landstræner. Jan Åge Fjørtoft scorede tidligt i anden halvleg, men Edmar udlignede for Brasilien med ni minutter igen. Brasilien stillede op med sit OL-landshold, som kort efter vandt sølv i Seoul. Med på holdet var blandt andre måltyven Romário og plankeværket Taffarel.

* 1997: Norge-Brasilien 4-2 i testkamp.

Egil "Drillo" Olsens mandskab kørte slet og ret de regerende verdensmestre over på Ullevaal. Det var norsk sambafodbold på en hærget græsplæne. Petter Rudi åbnede målscoringen, før Tore André Flo øgede til 2-0 efter endnu et fornemt angreb. Djalminha reducerede, før Flo øgede til 3-1 inden pausen med et frækt lob. Også Romário blev noteret for en reducering, før Egil Østenstad satte punktum for en stor norsk aften.

* 1998: Brasilien-Norge 1-2 i VM-gruppekamp.

Brasiliens landstræner, Mario Zagallo, ville have revanche for ydmygelsen året inden, selv om brasilianerne allerede var sikre på gruppesejren. Bebeto bragte brasilianerne i front, men på sene mål af Tore André Flo og Kjetil Rekdal vendte nordmændene opgøret. Triumfen sendte Norge i VM-ottendedelsfinalen, og opgøret er i Norge kendt som "Miraklet i Marseille".

* 2006: Norge-Brasilien 1-1 i testkamp.

Åge Hareides udvalgte matchede brasilianerne fra start, og Norge tog føringen i begyndelsen af anden halvleg, da et frispark fra Morten Gamst Pedersen sejlede hele vejen i nettet. Brasilianerne udlignede efter en times spil, da den tidligere FCK-keeper Thomas Myhre ikke formåede at redde Daniel Carvalhos halvsvage afslutning.

* Søndag aften klokken 22.00 dansk tid mødes holdene i New York.

Kilde: NTB.

RITZAU