Hillsboroughs lange skygge

Englands største sportskatastrofe, tragedien på Hillsborough i 1989, hvor 96 Liverpool-tilhængere blev mast til døde, spøger stadig. De pårørende, støttet af titusindvis af fans, kræver at få sandheden frem efter en tidligere Sun-redaktørs beskyldninger. Senest under kampen mod Arsenal, hvor et samlet Anfield lavede en kæmpe manifestation.

96 Liverpool-fans blev mast ihjel i 1989 på Hillsborough i Sheffield. Foto: Scanpix/Sipa Fold sammen
Læs mere

Den opmærksomme seer fangede måske en masse festlighed, da Liverpool tog imod Arsenal i FA Cup'en i sidste uge. På en endetribune stod der »THE TRUTH« med seks meter høje bogstaver formet af tusindvis af papirstykker. Overalt var der flag, bannere og halstørklæder, og tifoen fortsatte præcis seks minutter ind i kampen. Baggrunden var imidlertid mindre festlig - seks minutter var nemlig den tid det tog, før myndighederne forstod, at folk blev mast ihjel og standsede FA Cuppens semifinale i 1989. Og kravet om sandhed henviser til en overskrift i avisen The Sun, som anklagede tilhængerne for at være ansvarlige for katastrofen.

Sun har egentlig undskyldt »den største fejl i avisens historie«. Men for nylig sagde den daværende redaktør, at han stod ved anklagerne. Og derfor var lørdagen udnævnt til »Truth Day« - en masseprotest mod beskyldningerne. For sandheden er, at Hillsborough er et skoleeksempel på en forfejlet politiindsats, hvor frygten for hooliganisme fik dødelige konsekvenser.

Den officielle undersøgelse beskrev begivenhederne som følger: Den 15. april 1989 mødte Liverpool Nottingham Forrest på neutral grund - Sheffield Wednesdays hjemmebane, Hillsborough. Da politiet lukkede 3.000 mennesker ind, hvor der kun var plads til 1.600, blev 96 mennesker kvast til døde mod hegnet og hinanden og hundredvis blev såret.

Hegnet var egentlig opsat for at forhindre hooligans i at komme ind på banen. Men denne lørdag forhindrede det folk i at komme væk fra det dræbende tryk fra tusindvis af mennesker, der ikke vidste, hvad der foregik længere fremme. Også politiet forhindrede folk i at komme væk, fordi de troede at tilskuerne ville ind på banen eller ind for at slås med modstanderens tilskuere. Og den del af hooligan-bekæmpelsen, der kunne have afværget katastrofen - overvågningskameraerne på tribunerne - blev mærkværdigvis ikke brugt.

Alt i alt skyldtes katastrofen en dårlig politiindsats, konkluderede undersøgelsen.

Det mente politiet imidlertid ikke, og i dagene efter katastrofen gav mange aviser berusede tilskuere skylden for de kaotiske scener. Og så satte The Sun trumf på.

Under overskriften »The Truth« var forsiden ryddet for at give plads til tre anklager: Nogle fans stjal fra de dødes lommer, nogle fans urinerede på politibetjente, og nogle fans tævede betjente, der gav hjælp med mund-til-mund metoden.

Det er svært at forstå det ramaskrig, som forsiden gav anledning til, hvis man ikke sætter katastrofen lidt i perspektiv. Men med tusindvis af direkte berørte fra samme by, kendte næsten alle nogle, der døde eller blev sårede. Og da det senere kom frem, at tilhængerne havde opført sig eksemplarisk og givet førstehjælp, lavet bårer af banderne og endda fået tæv, da de forsøgte at bryde ud gøre plads til ambulancer, blev Suns beskyldninger ubærlige.

Boykot af The Sun
De pårørende krævede oprejsning fra avisen, og der blev indledt en boykot af The Sun i Liverpool. Den dag i dag bliver der angiveligt kun solgt 12.000 eksemplarer af avisen - mod 200.000 eksemplarer før Hillsborough.

I 2004 stod den daværende redaktør, Kelvin MacKenzie, frem på TV, og gav en undskyldning til de pårørende. Avisen kunne ikke dokumentere anklagerne og forklaringen på, hvordan forsiden overhovedet kunne blive til, var, at et konservativt parlamentsmedlem havde givet forkerte oplysninger til avisen.

Så skulle den historie egentlig være endt.

Og det var den også, indtil Kelvin MacKenzie var til business-frokost i Newcastle og her kunne fortælle de ca. 100 tilstedeværende, at han skam stod ved den 16 år gamle artikel.

»Jeg fortrød ikke dengang, og jeg fortryder ikke nu,« citerede Liverpool Daily Post ham for at sige i sin tale til selskabet. Han havde kun undskyldt på TV, fordi Rupert Murdoch, ejeren af The Sun, havde tvunget ham til det.

Og det bliver der ikke taget let på i Liverpool og omegn. Klubben støttede lørdagens protest, og tilhængerne har bebudet, at aktionerne fortsætter gennem hele FA Cup'en, selv om Liverpool blev slået ud af Arsenal.

I England, hvor tifoer og flag til fodboldkampe efterhånden hører til sjældenhederne, er det opsigtsvækkende, at klubben ikke bare giver lov til, men ligefrem opfordrer til masseaktion.

Hvis man skal finde noget positivt i hele miseren, så er det, at tragedien ikke har dræbt tilhængerkulturen, men derimod genoplivet den.

Også indsatsen mod hooliganisme er blevet mere begavet i årenes løb - de famøse, høje hegn er f.eks. fjernet - selvom det var en erkendelse, der kostede dyre lærepenge.