Hewitt ude af Australian Open

Lleyton Hewitt stod for dagens skuffelse foran sit hjemmepublikum i Australian Open, da han tabte til chilenske Fernando Gonzalez i tredje runde.

Det blev heller ikke i år, at det skulle lykkedes for Lleyton Hewitt at triumfere på hjemmebane. Lørdag måtte den 26-årige australier således forlade Australian Open i tennis, da han i tredje runde blev slået af chilenske Fernando Gonzalez.

Den 19.-seedede Lleyton Hewitt havde det kampen igennem svært overfor for sin sydamerikanske modstander, der ikke var bange for at angribe Hewitt oppe fra nettet. Med sejren på 6-2, 6-2, 5-7 og 6-4 er det derfor Fernando Gonzalez, der fortjent er klar til næste runde, hvor han skal op imod James Blake fra USA.

Med Lleyton Hewitts exit er der ingen australiere tilbage i turneringen, når fjerde runde indledes. Det er første gang, det sker siden 2002 så tidligt i den australske Grand Slam-turnering. Tidligere på dagen spillede Rafael Nadal og Nikolaj Davidenko sig videre i jagten på den store triumf i Melbourne.

/ritzau/