Efter tre finaler med dansk deltagelse blev det til en enkelt dansk triumf i Super 500-turneringen Hylo Open i Tyskland.

Herredoublen med Rasmus Kjær og Christian Faust Kjær var det sidste håb set med danske briller, og søndag aften klarede de deres mission.

Danskerne overmatchede Ben Lane og Sean Vendy fra England og vandt i to sæt med cifrene 21-14, 21-18.

Faust Kjær og Kjær spillede fremragende fra start og gennem hele første sæt. De stod stærkt i defensiven og viste stor variation i offensiven.

Danskernes føring gik fra 11-9 til 16-9, og så var det danske greb for tungt til, at englænderne var i stand til at komme tilbage.

Andet sæt begyndte med engelsk dominans, men danskerne nægtede at slippe grebet. De udlignede til 4-4, og siden tog spændingen til.

Parrene fulgtes ad frem til 18-18, inden Faust Kjær og Kjær satte tingene på plads med tre vundne point i streg.

De afgjorde altså finalen på den første matchbold, og efterfølgende brød den danske jubel løs.

Tidligere søndag tabte damesinglen Line Kjærsfeldt i to sæt til inderen Pusarla V. Sindhu.

Det blev også til et nederlag for mixeddoublen med Jesper Toft og Amalie Cecilie Kudsk.

De blev nedlagt af verdensmestrene Delphine Delrue og Thom Gicquel, der begge kommer fra Frankrig.

RITZAU