Herning forlænger Aalborgs hjemmebanekompleks
Aalborg Pirates tabte tirsdag for sjette kamp i træk på hjemmebane, da Herning Blue Fox var på besøg.

Aalborg Pirates tabte tirsdag for sjette kamp i træk på hjemmebane, da Herning Blue Fox var på besøg.

Hjemmepublikummet er hårdt prøvet i Aalborg.
Tirsdag aften tabte de lokale ishockeyhelte fra Aalborg Pirates for sjette gang i træk på egen is, da de danske mestre fra Herning Blue Fox var på visit.
I tirsdagens opgør holdt nordjyderne sig på omgangshøjde indtil tredje periode, hvor Herning for alvor begyndte at stramme skruetvingen.
Men med godt ti minutter igen gik den ikke længere. Pucken havnede tilfældigt hos Mads Larsen efter en afretning, og så scorede han i næsten tomt mål, fordi Aalborg-keeper Kristers Steinbergs ganske enkelt ikke kunne nå at flytte sig.
I sidste minut satsede Aalborg og tog keeperen af banen. Det kostede endnu et mål imod, da Metal Ligaens topscorer, Kevin O'Neil, sendte pucken i tomt net.
Dermed tabte Aalborg med 1-3 og flytter sig dermed ikke fra Metal Ligaens syvendeplads. Herning udbyggede sin føring i toppen, hvor klubben nu har fem point ned til Frederikshavn White Hawks på andenpladsen.
I Aalborg håber de på at skaffe sig en billet til pokalturneringens Final 4. Her deltager de fire hold, der efter 16 spillede runder i Metal Ligaen har flest point.
Aalborg har efter 13 kampe tre point op til Herlev Eagles, der på fjerdepladsen har spillet en kamp mere end nordjyderne.
RITZAU