Herlev Eagles er ikke til at stoppe i den nye ishockeysæson.

Den københavnske forstadsklub, der har et af Metal Ligaens mindste budgetter, vandt fredag aften med 1-0 på en scoring i sidste minut mod Rungsted Seier Capital.

Dermed har Herlev gjort rent bord i alle spillerunder på isen i denne sæson og fører Metal Ligaen med 18 point efter seks spillerunder.

Der var ikke just mål at varme sig på i den kolde arena for tilskuerne, men med 38 sekunder tilbage af tredje og sidste periode kom forløsningen.

I powerplay sendte Frederik Bjerrum pucken i mål, og så var den sjette sejr på stribe en realitet.

I alt var der fire kampe på menuen fra Metal Ligaen fredag aften.

De forsvarende mestre Odense Bulldogs havde kurs mod sejren med en føring på 3-1, men fynboerne smed det over styr hjemme mod Frederikshavn White Hawks.

Efter straffeslag vandt White Hawks med 4-3 på Fyn.

Odense er kommet en smule haltende i gang med titelforsvaret og ligger nummer fire i rækken. Holdet har dog bare vundet to kampe i de første syv spillerunder.

I det midtjyske vandt Herning Blue Fox med 4-2 over Aalborg Pirates, mens Esbjerg Energy i egen arena tabte til Sønderjyske med hele 2-6.

Herning tager sig af rækkens andenplads, mens Sønderjyske er at finde som nummer tre efter fredagens spillerunde.

/ritzau/