Som det eneste mandskab har Herlev Eagles overraskende fortsat maksimumpoint i Metal Ligaen.
Onsdag blev det til syvende sejr i træk, da Sønderjyske blev sendt hjem med 4-2 til værterne på måltavlen.
Ligesom i sæsonens første møde bød Sønderjyske fint op til dans, men Herlev var i den foregående 3-2-sejr igen skarpest.
Især den meget formstærke forward Victor Cubars var hård ved gæsterne.
Efter at have lavet assist til Oliver Trues 1-0-scoring i powerplay i første periode, lynede den 25-årige dansker selv to gange i de midterste 20 minutter.
Scoringen til 3-1 kom i powerplay, og det samme gjorde Sønderjyske 1-1-udligning inden Cubars' træffere.
Amerikanske Matt Kopperud sørgede med sin reducering for spænding i tredje periode, men landsmanden Brock Bremer lukkede og slukkede til slutresultat efter endnu en assist af Cubars.
Den var fjerde gang i syv kampe, at Cubars lavede mindst tre point i denne sæson.
Med sejren har Herlev 21 point på førstepladsen. Herning Blue Fox har samme pointantal, men har spillet en kamp mere.
/ritzau/