Herlev Eagles er igen førerhold i Metal Ligaen.
Det er en kendsgerning efter en 5-2-sejr over Esbjerg Energy søndag.
Sjællænderne mistede for nylig duksepladsen efter sæsonens hidtil eneste nederlag, 4-7 mod Frederikshavn White Hawks, men er efter sejre over Rødovre og nu Esbjerg tilbage på toppen.
Herlev har med sine 32 point dog spillet en kamp mere end Herning Blue Fox, der har 30 point på andenpladsen.
Søndag var et par solide scoringer i powerplay og en stærk indsats af keeper Emil Zetterquist med til at sikre de tre point.
Esbjerg havde meget svært ved at passere svenskeren og lykkedes først efter 38 minutter, da Philip Schultz fandt en vej helt op i krydset.
Forinden havde Herlev scoret tre gange, blandt andet efter en meget velspillet powerplay, som Isac Göransson afsluttede.
I starten af tredje periode var Gustav Green over en løs puck efter et stort tryk i powerplay, og med 4-1 på måltavlen syntes kampen afgjort.
Men Esbjerg reducerede i en situation, hvor Zetterquist blev skadet, og så blev da alligevel lidt spænding i slutfasen.
Esbjerg trykkede på, men det var forgæves, og til allersidst lukkede Mattias Asperup i stedet i tomt net.
/ritzau/