Her er Sønderjyskes nye cheftræner

Jakob Michelsen skal være ny cheftræner i Sønderjyske. Fold sammen
Læs mere

Hvem? Sådan tænkte de fleste nok, da Sønderjyske torsdag præsenterende Jakob Michelsen som ny træner. Den 34-årige nuværende Skive-træner overtager de næste to år trænertjansen i Haderslev – men selvom Jakob Michelsen måske virker som et ubeskrevet blad, er han faktisk ikke en hr-hvem-som-helst.

I flere år har Michelsen trænet ungdomslandshold i Tanzania, ligesom han også var assistent for afrikanernes A-landshold. Med 60.000 tilskuere på tribunerne stod han blandt andre over for verdensstjerner som Yaya Toure, Salomon Kalou og Gervinho. Men hvad er Jakob Michelsen egentlig for en størrelse fodboldmæssigt og personligt? Det har BT forsøgt at få svar på ved at få ham til at vælge side i en række dilemmaer.

Pep Guardiola eller José Mourinho?»Den er svær. Som fodboldfan og træner er den måde, som Guardiola spiller på jo eminent og prisværdigt. Men jeg har også bare respekt for Mourinhos resultater og hans måde at beskytte spillertruppen på ved at få vendt opmærksomheden mod sig selv. Men jeg må sige Guardiola – også på grund af hans måde at være på over for medierne og offentligheden. Jeg har den grundholdning, at medier og fodbold hænger uløseligt sammen. Fodbold lever af medierne, og medierne lever af fodbolden – og det spil er Guardiola nok bedst til.«

I et ønskescenarie hvad foretrækker du så: At Sønderjyske bliver det mest scorende hold i Superligaen – eller at I bliver det hold, der lukker færrest mål ind? »Idealisten vil nok gerne være det mest scorende, men realisten siger, at vi skal lukke færrest mål ind. Det centrale bliver, at vi har en god defensiv base, ligesom vi skal bevare styrkerne på omstillingerne og dødbolde. Så må vi stille og roligt bygge på og udvikle spillet med bolden. Jeg kommer ikke til at skabe en revolution i Sønderjyske. Jeg kommer selvfølgelig med en nogle idéer, men de sønderjyske dyder med ydmyghed, hårdt arbejde og god organisation bliver også kendetegnende efter sommerferie.«

Ronaldo eller Messi?»Messi. Der er mere en holdspiller over ham. Han har en bedre attitude end Ronaldo. Man skal have kollektivet til at fungere, før den enkelte kan blomstre. I Sønderjyske skal vi leve af at få meget ud af lidt. Vi skal have to plus to til at give fem. Derfor er der brug for, at spillerne sætter kollektivet højest. Derfor bliver det Messi.«

X Factor på sofaen eller Brabrand Stadion på en fredag?Det er helt klart Brabrand Stadion. Et godt eksempel var i sidste uge, hvor vi havde en fridag efter en formiddagstræning. Der passede det med, at jeg kunne se en halvleg i 2. division mellem Skovbakken og Kolding, så så jeg en halvleg mellem Brabrand og FC Sydvest og sluttede af med en halvleg mellem Aarhus Fremad og Randers i Danmarksserien. Jeg tænker på fodbold hele døgnet. Jeg har været træner, siden jeg var 14 år og arbejdet som fuldtidstræner de seneste otte.

Ford eller Ferrari?»Jeg kører selv rundt i en Hyundai I30, og det er jo ikke den mest pragende bil i hele verden. Men den er driftsikker og går langt på literen. Lidt lige som Sønderjyske. Mit udgangspunkt er, at man som fodboldtræner skal være bedst muligt forberedt på de situationer, man kan ramme. Og i den her situation kommer vi i Sønderjyske nok mere til at være den driftsikre Ford end den smarte Ford.«

Mange indkøb eller egne talenter?»Hans Jørgen Heyden (Sønderjyskes sportschef, red.) står jo for transfers, men vi skal helt sikkert sikre, at vi har en trup, der er konkurrencedygtig. Så det må være både og. Vi skal finde spillere udefra, men er også nødt til at bruge de talenter, der er.  Det er ingen hemmelighed, at flere spillere har udløb snart, men jeg stadig et arbejde, der skal gøres færdig, før jeg begynder at tænke på det.«

Jakkesæt eller træningssæt på sidelinjen?»Det bliver skjorte og blæser eller jakkesæt. Men det er ikke noget, jeg går særlig meget op i. Jeg er nok ikke et stilikon, men en skjorte og en blæser kan det da blive det.«

Mette Blomsterberg eller sønderjysk kaffebord?»Jeg er oprindeligt fra Tønder, har læst på lærerseminariet i Haderslev og har et sommerhus 25 kilometer derfra. Så her er der ingen tvivl. Det bliver det sønderjyske kagebord. Dér har jeg også været for tit. Det er også derfor, der er røget lidt for mange kilo på sidebenene.«