Her er nøglen til en ny slutrundebillet

I 2017 scorede Christian Eriksen hattrick i Dublin, og Danmark kvalificerede sig til VM. Mandag aften er han nøglen til at sikre en EM-billet samme sted.

Christian Eriksen fejrer her sin 3-1-scoring mod Irland i 2017. Målet knækkede endegyldigt de irske drømme om en VM-billet. I aften er opgaven den samme – nu er det bare en EM-billet, der står på spil. Foto: Paul Faith/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Scenen er Aviva Stadium i Dublin 14. november 2017. Alt, hvad Christian Eriksen rører ved, bliver til mål.

Den klejne fynbo med det fornemme spark og det helt unikke overblik bliver Danmarks helt, da han er den helt store profil i 5-1-nedsablingen af Irland og med et hattrick sparker Danmark til verdensmesterskaberne. To mål med højrebenet, et med venstrebenet. Verdensklasse.

Spol tiden to år frem. Skæbnen vil, at Danmark mandag aften samme sted kan kvalificere sig til næste års EM-slutrunde. Og det vil ikke undre nogen i den danske lejr, hvis Christian Eriksen igen bliver forskellen på Irland og Danmark.

»Han kan absolut blive vores nøglespiller. Jeg tror, at han er en spiller, som irerne frygter efter det, han præsterede for to år siden. Han vender tilbage som en stor trussel for dem,« siger Danmarks landstræner, Åge Hareide.

Nordmanden forventer, at Irland vanen tro vil stå kompakt på banen. Det betyder, at Danmark overvejende vil være i boldbesiddelse, og bolden skal spilles hurtigt rundt, hvis man skal lave sprækker og finde plads mellem Irlands forsvars- og midtbanekæde.

17 lande er klar til EM

Eriksens blik for dybdeløbene

Det er i sådanne situationer, at Christian Eriksen har for vane at vise sit værd for Danmark. Enten fordeler han boldene, eller også er han i en position, hvor han enten er spilbar eller bare fjerner fokus fra angrebsspillerne.

»Hvis man ser på TV-billeder af vores angreb, så er han altid en del af billedet. Han er i nærheden af bolden eller jagter den. Han kommer hele banen rundt, han kommer ind i boksen, og han løber ufatteligt meget. Så jeg er sindssygt glad for ham som fodboldspiller. Kvalitetsmæssigt er der ingen, som kan erstatte ham,« siger Åge Hareide og fortsætter:

»Han har en enorm erfaring og er en dygtig spiller. Han har højt internationalt niveau, og vi er glade for at have ham på det danske landshold.«

Angriberen Martin Braithwaite er en af dem, der lukrerer på Eriksens tilstedeværelse. Tottenham-stjernen har nemlig øje for den lynhurtige Braithwaites dybdeløb.

Når Eriksen er på banen og tiltrækker opmærksomhed, sidder markeringerne indimellem løsere på spillerne i Danmarks forreste kæde, som Braithwaite er en del af.

»Christian Eriksen binder midtbanen og angrebet sammen, så han bliver meget vigtig. Det åbner mange muligheder for os i sådan en kamp, for irerne er sikkert ekstra opmærksomme på ham, og det skaber rum for os andre, fordi han kan trække modstanderne væk. Det handler om at finde ud af, hvordan de prøver at dæmme op for ham, for så kan vi se, hvordan vi ellers kan skabe rum, mens de fokuserer på ham,« siger den danske angriber, der kom på måltavlen en enkelt gang i fredags, da Danmark besejrede Gibraltar 6-0 i Parken.

Da Danmark sidste år spillede 0-0 i Dublin i Nations League, var Eriksen hjemme i London for at pleje en skade.

Første gensyn med Dublin

Derfor er han mandag aften for første gang tilbage på det stadion, hvor han leverede en af de enkeltmandspræstationer, der bider sig fast i landsholdshistorien. Den 27-årige stjerne glæder sig til gensynet.

»Det bliver specielt at komme tilbage igen. Det gik så fantastisk, sidst jeg spillede der. Jeg husker den kamp meget tydeligt. Jeg har efterhånden også set en hel del klip fra den,« siger Christian Eriksen.

»Jeg håber selvfølgelig, at det samme kan ske, selv om det er en ny tid.«

Han er blevet hollandsk mester med Ajax, har spillet Champions League-finale med Tottenham, og scoret til en VM-slutrunde for Danmark.

De bedrifter matches af en regnvåd aften i Dublin.

»Den kamp rangerer højt på listen over min karrieres højdepunkter. Der er ikke ret meget, der er større end at kunne skyde sit land til VM på den måde. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ramte mit topniveau lige der. Jeg var kynisk, og bolden røg ind, når jeg havde chancen. I nogle kampe har man en masse skud, hvor man ikke scorer, og i den kamp havde jeg tre skud og lavede tre mål,« siger Eriksen.

Christian Eriksen har scoret 31 mål i 94 landskampe, men selv hvis han ikke udbygger sin måltotal, kan Danmark sikre EM-billetten i aften.

0-0 – eller et hvilket som helst andet uafgjort resultat – sender Danmark til EM. En dansk sejr garanterer en førsteplads i puljen foran Schweiz.

Irland-Danmark bliver spillet mandag kl. 20.45.