Her er Klavs Bruuns assistent på kvindelandsholdet

Læs mere
Fold sammen

Det bliver Klavs Bruun Jørgensen og Søren Herskind, som Dansk Håndbold Forbund tirsdag præsenterer som den nye trænerduo for det danske kvindelandshold på et pressemøde i Idrættens hus i Brøndby.

Det har længe været en offentlig hemmelighed, at Klavs Bruun Jørgensen bliver cheftræner, men BT kan nu afsløre, at det også er lykkedes DHF at skrive kontrakt med Søren Herskind.

Søndag aften kom det frem, at DHF har valgt at fyre Ulrik Kirkely, der var assistent for den ligeledes fyrede Jan Pytlick, da Klavs Bruun ønskede at medbringe sin egen assistent til det nye job. Og det viser sig altså nu, at det er Søren Herskind, der skal være sparringspartner for Klavs Bruun Jørgensen.

Dermed genforenes de to trænere, som stod i spidsen sammen for storholdet AG København, indtil de ragede uklar med ejeren Jesper 'Kasi' Nielsen i 2011 og valgte at forlade klubben med øjeblikkelig virkning. De to har også en fortid sammen som holdkammerater på både landsholdet og i Virum-Sorgenfri.

Søren Herskind har ikke været involveret i håndboldsporten siden sit stop i AG København, men han har været fast ekspertkommentar på DR, hvilket er en rolle, han også indtager under det kommende VM for herrer i Qatar.

Men nu er han klar til et comeback på trænerbænken, hvor han sammen med sin gode ven Klavs Bruun Jørgensen får til opgave at genrejse kvindelandsholdet efter et skuffende EM i december, der endte med at koste den mangeårige træner Jan Pytlick en fyreseddel mellem jul og nytår. Første store opgave for de to bliver VM på hjemmebane i december.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Søren Herskind og Klavs Bruun Jørgensen.