Her er Berlingskes nye sportsredaktør

Benjamin Munk Lund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det bliver Berlingske Medias nuværende nyhedschef på sporten, Benjamin Munk Lund, der tager over som sportsredaktør på Berlingske efter Flemming Fjeldgaard, der 1. oktober tiltræder jobbet som chefredaktør for BT.

Det er en for læserne kendt figur, der tager over som sportsredaktør, når den, i sportskredse, højt respekterede Flemming Fjeldgaard om kort tid tiltræder jobbet som chefredaktør for BT.

Benjamin Munk Lund har været i sportsjournalistikkens tjeneste stort set siden, han blev færdiguddannet som journalist fra Syddansk Universitet i 2005. De sidste fire år har han fungeret som nyhedschef for den fælles sportsredaktion i Berlingske Media. Før da var han ansat på Ritzaus Bureau. Først som souschef for sporten og senere som sportsredaktør på nyhedsbureauet.

Berlingskes chefredaktør, Jens Grund, siger:

»Jeg har fulgt Benjamin Munk Lunds udvikling siden hans praktikanttid og er glad for at kunne sige, at han er en uhyre dygtig journalist og leder, der i rollen som Berlingskes nye sportsredaktør kommer til at være en stærk og original stemme i dansk sportsjournalistik.«

Flemming Fjeldgaard, der giver stafetten som Berlingskes sportsredaktør videre, siger om valget af Benjamin:

»Med sine stærke lederevner, en værdsat journalistisk tæft og sin pletfrie sans for kvalitet bliver Benjamin også værdifuld som lederskikkelse på en meget ambitiøs sportsredaktion, der også spiller en vigtig rolle i bestræbelsen på at forstærke BTs position som det største nyhedsmedie på sport. Det er jeg naturligvis også glad for som ny chefredaktør for BT.«

Den kommende sportsredaktør ønsker, at Berlingskes sportsjournalistik skal fortsætte med at have markante holdninger og levere skarpe analyser:

»Jeg har gennem små 10 år i sportsjournalistikkens verdens prøvet en del ting, men jeg står allerede her på forhånd med en tydelig og god fornemmelse af, at dette bliver noget særligt. Jeg føler mig privilegeret over at skulle være kommentatorstemmen på Berlingskes sportsstof. Det er min ambition, at Berlingske skal have markante holdninger og analyser - serveret med stor personlighed. Jeg kender husets sportsredaktion, som er en både ambitiøs og vildt dygtig størrelse. Det er en redaktion, jeg glæder mig til at blive leder for - og til at skulle præge med mine ideer og tanker om, hvilke retninger, vi skal gå på både den korte og lange bane,« siger Benjamin Munk Lund.