Henry tilbage i hovedrollen champions league

FC Barcelonas Thierry Henry er med lørdagens tre mål i den spanske liga stærkt på vej mod sin tidligere status som en af verdens bedste.

Barcelonas Thierry Henry takker de højere magter for, at han for alvor fik hul på målbylden mod Levante i den spanske liga. Foto: Albert Gea/Reuters Fold sammen
Læs mere

Ville Thierry Henry på et hold med flere superstjerner få mulighed for at folde hele sit repertoire ud?

Mange mente nej, da han skiftede til FC Barcelona, og den nu tidligere Arsenal-konge fik da heller ikke den bedste sæsonstart i den katalonske storklub, hvor store navne som Lionel Messi, Samuel Eto’o og Ronaldinho også huserer.

Men lørdag aften havde den hurtige franskmand så en af den slags kampe, han så ofte havde i sin tid i London. FC Barcelona bankede Levante 4-1, og tre af målene blev scoret af Thierry Henry.

Så er han nu faldet til? Vurderet på dén kamp er han, men allerede i aften er der en ny kamp, hvor han gerne skulle bevise det.

Her gælder det Champions League-matchen mod Stuttgart. Et opgør, som er en nøglekamp i gruppen. For Stuttgart har efter det indledende nederlag til Glasgow Rangers hårdt brug for point, mens Barca ved på udebane at slå de tyske mestre allerede er stærkt på vej mod 1/8-finalerne.

Men som Frank Rijkaard gav udtryk for efter sejren mod Levante, er alt ikke rosenrødt, endnu:

»Jeg er glad for, at holdet vandt, glad for Henrys tre mål og måden, som holdet spillede på. Men skadernne er altså ikke rare.«

De nyindkøbte Yaya Touré, midtbanespiller fra Elfenbenskyten, og Gabriel Milito, argentinsk midterforsvarer, blev begge skadet mod Levante. Så de kan lige som backen Gianluca Zambrotta, der i forvejen havde problemer, ikke være med mod Stuttgart, hvor der ifølge Armin Weh, hjemmeholdets træner, under alle omstændigheder er lagt op til en underholdende kamp:

»Vi kan i hvert fald ikke forhindre FC Barcelona i at komme til chancer,« konstaterede han ærligt efter lørdagens Bundesligakamp mod Hansa Rostock, der blev slået 2-1.

Ronaldinho har på det seneste også været skadet, men ventes klar til i aften, mens Samuel Eto’o fortsat må sidde uden for et stykke tid endnu.