Henrik Kronborg stopper som assisterende landstræner for de danske håndboldherrer.
Det oplyser DanskHåndbold i en pressemeddelelse torsdag.
- Jeg har ønsket at stoppe nu, da tiden er kommet til at bruge kræfterne anderledes, siger Kronborg og fortsætter:
- De seneste ni år har vi ryddet bordet, og jeg føler en enorm stolthed og taknemmelighed over at have fået lov til at være med i så mange år.
Landstræner Nikolaj Jacobsens assistent har gennem mere end 20 år spillet en rolle i udviklingen af talent- og landsholdsarbejdet.
Samlet har han været med til 14 slutrunder med håndboldherrerne, hvor det er blevet til fem VM-finaler, tre OL-finaler og to EM-finaler.
Nikolaj Jacobsen fortæller, at han har haft et rigtigt godt samarbejde med Kronborg.
- Særligt i min start som landstræner kunne jeg læne mig op ad hans store erfaring, siger han.
Håndboldforbundet og landstrænerteamet vil gå i gang med arbejdet med at finde en ny assisterende landstræner, lyder det.
Henrik Kronborg har også arbejdet under de tidligere landstrænere Ulrik Wilbek og Gudmundur Gudmundsson.
Sportschef Morten Henriksen fortæller, at forbundet kommer til at savne Kronborgs faglighed, dedikation og "lune" humor.
- Han har sat et stort præg på udviklingen i dansk herrehåndbold og været med til at forme et hav af spillere gennem årene, siger sportschefen.
Kronborgs sidste slutrunde med landsholdet endte i en triumf, da Danmark tidligere på året vandt EM-guld efter en finalesejr over Tyskland.
Han sender en stor tak til alle spillere og hele teamet omkring landsholdet, men løfter ikke sløret for, hvorvidt der er nye udfordringer på vej.
Kronborg er til daglig assistenttræner i Aalborg Håndbold under cheftræner Simon Dahl.
/ritzau/
