Henrik Dalsgaard stopper karrieren efter guldtriumf
Den tidligere landsholdsspiller Henrik Dalsgaard stopper karrieren i AGF, hvor han var med til at vinde guld.

Den tidligere landsholdsspiller Henrik Dalsgaard stopper karrieren i AGF, hvor han var med til at vinde guld.

Henrik Dalsgaard fik en forrygende afslutning på den forgangne sæson.
Den 36-årige forsvarsspiller scorede det første mål for AGF i næstsidste spillerunde mod Brøndby. Målet blev afgørende, da aarhusianerne med en 2-0-sejr på Brøndby Stadion sikrede klubbens første danske mesterskab i 40 år.
I sidste spillerunde kunne han dermed fejre guldet i Aarhus efter sejren over Viborg i en kamp, der blev hans sidste som professionel fodboldspiller.
Dalsgaard stopper nemlig karrieren, når hans kontrakt udløber denne sommer. Det oplyser AGF på klubbens hjemmeside.
- Det har været en beslutning, som har taget noget tid at komme frem til, og selvfølgelig også en svær beslutning, for jeg har haft en fremragende tid i AGF, der er en fantastisk klub med enestående fans og en helt særlig relation til byen Aarhus - det så vi, da vi fejrede mesterskabet med så mange mennesker, siger Dalsgaard til klubbens hjemmeside.
- Men når jeg lagde alle tingene sammen, kom jeg frem til, at nu var det tid til at sige stop.
- Min alder og det, at det kræver mere og mere af mig at være der, hvor jeg skal være - kombineret med familien og tiden til den, har spillet ind, siger han.
Dalsgaard kom til AGF fra FC Midtjylland i 2024. Han spillede samtlige Superliga-kampe for aarhusianerne i denne sæson, som endte med guldtriumfen.
Til klubbens hjemmeside siger han, at han er glad for, at han i sin sidste sæson kunne bidrage til noget "stort og historisk i AGF". Han nåede i alt 66 kampe for klubben.
Tidligere i karrieren har Dalsgaard spillet for engelske Brentford og belgiske Zulte Waregem. Flest kampe spillede han dog for AaB, som han repræsenterede 194 gange i perioden fra 2009 til 2016.
I alt nåede han op på 570 seniorkampe på klubplan.
Han har desuden 27 landskampe på cv'et siden sin debut i 2013 under landstræner Morten Olsen. Han var med ved VM i 2018, hvor han spillede samtlige af Danmarks fire kampe.
- Jeg er stolt af den karriere, jeg har haft i fodbolden. Og hvis jeg skal være ærlig, har den nok også overgået mine egne forventninger, siger Dalsgaard.
- Jeg har prøvet det meste og fået oplevelser med mig og mødt mange mennesker, som jeg vil værdsætte resten af livet.
- Og så fik jeg altså lov til at slutte det hele med AGF's første mesterskab i 40 år - jeg har ikke noget til gode, slutter han af.
/ritzau/