Helsingborg klar til Lantz-forhandlinger

Helsingborg vil snart forhandle med Brøndby om et køb af Marcus Lantz. Intet er på plads endnu, men svenskerne ser positivt på chancen for at få Lantz tilbage.

Rygterne svirrer heftigt om Marcus Lantz' tilbagevenden til Sverige og Helsingborg. Men først skal der forhandles om den utilpassede Brøndbyspiller.

- Vi forventer at tage kontakt til Brøndby snart. Men før vi ved, hvad Brøndby og Marcus forlanger, kan vi ikke vide, om han skifter til os, siger Helsingborgs sportsdirektør, Sten Inge Fredin til Ritzau.

Fredin indrømmer dog, at Helsingborg er meget interesserede i Lantz, som de taler med gennem hans agent, Roger Ljung.

Lantz spillede for netop for Helsingborg, før han drog til Torino, hvorefter han kom til Hansa Rostock og Brøndby. Den 31-årige midtbanespiller har også et hus i Helsingborg, og sportsdirektøren håber, det kan være med til at trække Lantz tilbage.

- Vi ser positivt på det, siger Fredin og indrømmer, at Marcus Lantz for nyligt har været i Helsingborg og se på en kamp.

Marcus Lantz har et år tilbage af sin kontrakt i Brøndby, men er faldet i unåde og var helt ude af truppen til den seneste kamp mod Lyngby.

/ritzau/