Held i uheld: Lindberg bor på enkeltværelse under EM

Nikolaj Jacobsen vil ikke indkalde en erstatning for coronaramte Hans Lindberg. Johan Hansen er i bedring.

Hans Lindberg blev indkaldt som erstatning for Johan Hansen, men er nu selv blevet placeret i isolation på grund af en positiv coronatest. (Arkivfoto) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Herrelandsholdet er for første gang blevet ramt af corona efter afrejsen til Ungarn i sidste uge.

Der blev fundet coronavirus i en test, som den rutinerede højre fløj Hans Lindberg afgav torsdag aften efter EM-sejren over Island.

I forvejen var Hans Lindberg indkaldt sent på grund af en skade til Johan Hansen og bor derfor for sig selv.

Det glæder landstræner Nikolaj Jacobsen sig over trods den nedslående melding.

»Det har været held i uheld, at Hans har boet på enkeltværelse, da vi er et ulige antal. Der er ikke en værelseskammerat, vi skal tage hensyn til,« siger han.

Flere fra landsholdet har givet udtryk for, at det nok ville være svært undgå smitte under hele slutrunden, hvor flere end 60 spillere indtil er blevet testet positive på tværs af landsholdene.

Og heller ikke landstræneren er synderligt overrasket.

»Det er selvfølgelig ærgerligt for Hans og os, men vi vidste nok også, at dagen ville komme, hvor vi ville ryge ind i det. Vi må se, hvor meget det kommer til at løbe afsted,« siger han.

Et landshold kan skifte lige så mange spillere fra den oprindelige 35-mands-trup ind, som det ønsker, når de erstatter smittede spillere.

Men Nikolaj Jacobsen har ingen planer om at hive nye spillere ned til Ungarn lige foreløbig.

»Nej, det kommer vi ikke til lige nu. Johan er også lidt i bedring og skal træne med i dag, og så ser vi. Som det er nu, må Lasse (Svan, red.) klare den alene i morgen og måske også med Mathias (Gidsel, red.) ude på højre fløj til at aflaste,« siger han umiddelbart før fredagens træning.

På grund af smitten formoder landsholdet nu, at det skal testes hver dag, hvor der ellers kun er krav om en test hver anden dag.

Men i de daglige rutiner er det svært at beskytte sig mere mod virusset, end man allerede gør, påpeger Nikolaj Jacobsen.

»Hvis vi skal isoleres mere, kommer vi ikke ud i hallen. Vi har gjort alt, hvad vi kunne. Det vil vi fortsætte med, og hvis det ikke er nok, må skæbnen blive, som den nu engang bliver,« siger landstræneren.

Danmark møder lørdag Kroatien i mellemrunden.

/ritzau/