Helbredsproblemer tvinger Rungsted til at skifte træner

Flemming Green stopper som cheftræner i Rungsted Seier Capital på grund af helbredsmæssige årsager.

Rungsted Seier Capital har været suveræne gennem det meste af grundspillet i landets bedste ishockeyrække, men inden sæsonens afgørende fase er der dårlige nyheder fra den nordsjællandske klub.

Mandag formiddag meddeler klubben på sin hjemmeside, at cheftræner Flemming Green stopper med øjeblikkelig virkning. Det er trænerens helbred, der fører til det pludselige trænerskifte.

- Det er med stor beklagelse, at vi må meddele, at Flemming Green på grund af helbredsmæssige problemer gennem længere tid stopper som cheftræner hos Rungsted Seier Capital med øjeblikkelig virkning.

- Jobbet som cheftræner på et hold i Metal Ligaen er utvivlsomt et stort pres, og vi respekter naturligvis Flemmings beslutning om, at helbredet er det vigtigste, skriver klubben på sin hjemmeside.

Assistenttræner Erik Hjalmarsson forfremmes til cheftræner. Den beslutning har klubledelsen truffet efter et samråd med holdets kaptajner.

Efter 31 spillerunder fører Rungsted Metal Ligaen med 65 point. Det er fire point mere, end Sønderjyske har på andenpladsen. Rungsted har dog ramt en skidt periode med tre nederlag i træk.

/ritzau/