33-årige Kathrine Heindahl er tilbage i Team Esbjerg og klar til at konkurrere med Olivia Løfqvist og Tabea Schmid om spilletiden på stregen.
Det skriver klubben tirsdag på sin hjemmeside.
- Det er et drømmescenarie, at jeg nu kan kombinere familieliv og håndbold, og der var ikke meget betænkningstid, inden jeg sagde ja. Jeg har en idé om, at klubben køber ind på min erfaring, udstråling og mit lederskab, og så at jeg vil vinde for enhver pris.
- Derudover har jeg en ro fra at have været med i de store kampe med klubhold og landshold, som jeg tror, jeg kan give videre til Olivia og Tabea, siger Kathrine Heindahl.
Hun fødte sønnen Alfred midt i juli, men har allerede genoptaget træningen og mangler nu blot tempo og kampform, tilføjer klubben.
- Tre stregspillere på det niveau løfter kvaliteten ved træningen. Hun er en fantastisk god forsvarsspiller, og vi skal have en trup, der kan modstå de problemer, der opstår i løbet af en sæson.
- Kathrine er ud over at være en dygtig håndboldspiller en god leder og holdspiller, og hun deltager i de håndboldfaglige samtaler, vi har i truppen og trænerteamet, siger cheftræner Tomas Axnér.
Heindahl havde egentligt udset sig EM næste år som næste mulige slutrunde med Danmark, men hun udelukker nu ikke VM til december som en mulighed.
- Jeg kommer til at jagte det, vel vidende at mange ting skal gå op i en højere enhed, for at det kan lykkes.
/ritzau/