HB Køge-træner før Barcelona-møde: Bliver ikke sværere
HB Køge kommer på den sværeste af alle opgaver, når Champions League-mesteren Barcelona venter torsdag aften.

HB Køge kommer på den sværeste af alle opgaver, når Champions League-mesteren Barcelona venter torsdag aften.

HB Køge står torsdag aften over for noget af en opgave, når klubbens tredje Champions League-kamp bliver mod den forsvarende mester fra FC Barcelona.
- Der findes jo ikke et bedre klubhold i verden. Der er måske et par stykker, der kan konkurrere med dem over mere end én kamp, men der er ikke nogen, der er bedre, siger HB Køge-træner Kristian Mørch til klubbens hjemmeside.
- De har den bedste træner, den bedste keeper, den bedste klub og den bedste unge spiller. Så det bliver jo ikke sværere.
Ved mandagens Ballon d'Or-uddeling blev Barcelona-holdet hyldet gang på gang. Vicky Lopez blev kåret som årets talent, Cata Coll blev sæsonens keeper, Pere Romeu blev verdens bedste træner og Barcelona bedste klub.
- Hvorfor er vi her, hvis ikke det er for at have den type oplevelser? Det bliver også en af de største klubkampe på dansk grund i år.
- Personligt synes jeg faktisk, at det er den største. Så det er en stor begivenhed, og det bliver helt vildt sjovt, lyder det fra træneren.
HB Køge spillede sig frem til Champions League ved at slå PSV Eindhoven over to kampe. I selve Champions League kom Køge på tavlen ved at slå Servette, efter at mægtige Arsenal havde slået Køge i London.
Torsdag bliver det på papiret endnu sværere. Bookmakerne giver pengene op til 40 gange igen for en Køge-sejr på Sydsjælland.
- Det er jo en af de få opgaver, hvor folk ikke forventer, at vi skal vinde, og det giver os nogle andre muligheder.
Træneren ser gerne, at Køge får egne styrker i spil, men der vil være taktiske justeringer i mødet med en modstander af Barcelonas kaliber.
- Jeg ser en spillestil som nuancer af en farve, og der er nogle andre nuancer af den farve, vi skal have frem mod Barcelona. Det var måske noget af det, vi også havde fat i mod Arsenal og til dels også mod PSV Eindhoven, siger Mørch.
Der er kickoff i Køge klokken 21.00.
RITZAU