Det begynder så småt at dufte af noget stort for HB Køges kvinder.

Det danske mesterhold nedlagde lørdag eftermiddag skotske Hearts 2-1 på hjemmebane og vandt miniturneringen i Champions League-kvalifikationens anden runde.

Dermed er sjællænderne klar til tredje runde, der er sidste forhindring, inden der potentielt venter en plads i Champions Leagues ligaspil.

Det så ellers problematisk ud i begyndelsen af opgøret på Capelli Sport Stadion.

Efter 13 minutter kom skotterne foran på et mål af Kayla Jardine, og den stilling holdt helt til pausen.

Men i anden halvleg blev opgøret vendt på hovedet. Kenyanske Mwanalima Jereko udlignede efter et hjørnespark, og i tillægstiden sørgede landsholdsspilleren Mille Gejl for det vigtige sejrsmål.

Lodtrækningen til tredje og sidste kvalifikationsrunde finder sted på tirsdag.

HB Køge debuterede i Champions League i sæsonen 2021/22, men fik ingen point i seks gruppekampe ved den lejlighed.

Siden er gruppespillet blevet omdannet til et ligaspil, som man kender det fra mændenes turnering.

Tidligere på ugen røg Brøndby ud af Champions League-kvalifikationen med et 0-2-nederlag til hollandske Ajax. Det skete ved en miniturnering i Skotland.

Brøndby skal lørdag aften spille om tredjepladsen mod Slavia Prag.

RITZAU