HB Køge-direktør vil klemme mest muligt ud af storkamp
Mægtige Barcelona gæster torsdag HB Køges fodboldkvinder i Champions League foran rekordmange tilskuere.

Mægtige Barcelona gæster torsdag HB Køges fodboldkvinder i Champions League foran rekordmange tilskuere.

HB Køges kvinder står torsdag over for den sværeste og største modstander, som Fodboldeuropa kan tilbyde.
FC Barcelona gæster en udsolgt Køge Idrætspark, hvor de spanske kæmper skal fortsætte jagten på deres femte Champions League-trofæ på syv år.
Opgøret vækker begejstring hos direktøren i HB Køges kvindeafdeling, Alex Levin.
- Det er en utrolig ære at spille mod de forsvarende mestre fra Barcelona. At vi har udsolgt, er et godt udtryk for den energi, der omgiver klubben, siger hun.
De 6000 billetter var væk tre uger før kampen, og dermed bliver HB Køge-fodboldkvindernes rekord på 2204 tilskuere fra en kamp mod Brøndby i 2023 slået med længder.
I direktør Alex Levins øjne vidner den hidtil usete interesse for kampen om en tendens.
- Jeg tror virkelig, at der er en appetit på kvindefodbold, og når man giver folk noget helt særligt at være en del af, så dukker de op.
I 2021 mødtes holdene to gange i gruppespillet, hvor Barcelona vandt 5-0 hjemme og 2-0 i Køge.
At Barcelonas stjerner igen kigger forbi, gør Alex Levin stolt. Og åbningen på Champions Leagues ligaspil med et knebent nederlag til Arsenal og en overbevisende sejr over Servette har givet mod på mere end blot at være med i det fine selskab.
- Holdet viste mod Arsenal, at vi er her for at konkurrere. Så jeg ser frem til at se spillerne sætte deres præg på kampen mod Barcelona, siger direktøren.
At konkurrere i Champions League hjælper ifølge direktøren klubben med at tiltrække topspillere og -personale, som vil være en del af noget meget ambitiøst.
Og så handler det i høj grad om at klemme mest muligt ud af kampen.
- Denne type kamp hæver vores internationale profil, styrker vores evne til at engagere os med kommercielle partnere og giver vores fans noget at være en del af.
- Men det vigtigste er, hvad vi gør med muligheden. Vi vil bruge kampen til at vise folk, hvad vores klub handler om, og sikre, at vi bliver husket på tværs af det europæiske fodboldlandskab, siger hun.
Kampen spilles klokken 21.00 og kan ses på DR og Disney+.
RITZAU