Det var på mange måder en speciel kamp for danske Line Haugsted, da hun med ungarske Györ slog hendes fremtidige arbejdsgiver Team Esbjerg i Champions League-semifinalen.
Og den danske venstreback erkender også efter kampen, at det kom bag på hende, hvor meget det fyldte.
- Det var mere specielt, end jeg havde regnet med, at slå Esbjerg. Jeg glæder mig nemlig også rigtig meget til at komme dertil næste sæson.
- Men i den her weekend er det med Györ-hjertet, jeg kæmper, siger hun.
Og sejren betyder meget - både for Haugsted og Györ, der ifølge danskeren har ekstra meget på spil.
- For klubben er det en kæmpe drøm, fordi de bliver ved med at snakke om, at de gerne vil hive titlen "hjem". De mener, at det er deres her i Ungarn.
- Personligt er det også bare superfedt at stå i finalen. Det er jo en kæmpe drøm som håndboldspiller og en endnu større drøm at stå med guld i morgen (søndag, red.), siger hun.
Haugsted har skrevet en fireårig kontrakt hos esbjergenserne gældende fra sæsonens afslutning. Det betyder også et farvel til hendes danske kollega Sandra Toft i Györ.
Men det glæder dog Haugsted, at hun stadig har Toft som medspiller. Især i slutsekunderne hvor den danske målvogter afværgede en bold, der kunne have sendt kampen i ekstra tid.
- Jeg ved ikke, hvad vi lavede til sidst. Vi havde ét job: at holde på bolden! Men heldigvis havde vi Sandra.
- Hun var verdensklasse, og jeg er bare glad for, at hun er på mit hold, lyder det fra Haugsted.
Søndag gælder det tyske Bietigheim, som overraskende slog franske Metz 36-29 i den anden semifinale.
Danskeren føler, at Györ har en fordel mod de tyske Final 4-debutanter.
- Vi har allerede spillet to gange mod Bietigheim i denne sæson og har slået dem begge gange, så dem har vi en overhånd i mod.
/ritzau/
