Hareide misser også Georgien-kamp

Åge Hareide kommer heller ikke med til søndagens EM-kvalifikationskamp ude mod Georgien, meddeler DBU.

Danmarks landstræner Åge Hareide misser kampene mod Gibraltar og Georgien. I stedet skal den normale assistenttræner Jon Dahl Tomasson stå i spidsen for holdet i de vigtige EM-kvalifikationskampe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Åge Hareide misser søndagens EM-kvalifikationskamp ude mod Georgien på grund af en knæinfektion, oplyser DBU.

Landstræneren er i forvejen ikke med mod Gibraltar i torsdagens EM-kvalifikationskamp.

Hareide har ifølge DBU onsdag gennemgået en kirurgisk oprensning af sit knæ.

Lægerne anbefaler fortsat, at Hareide ikke rejser og i stedet forholder sig i ro.

Det fortæller Morten Boesen, forbundslæge i DBU og læge for herrelandsholdet, til unionens hjemmeside.

»Behandlingen af Åge Hareides knæ er forløbet efter planen, og hans tal er faldende.«

»Lægerne vurderer dog, at Åge bør hvile og undgå en lang, udmattende rejse, så han kommer ikke til Georgien,« siger Boesen.

Hareide ærgrer sig over, at han ikke kommer med til landskampene.

»Jeg havde glædet mig til de to kampe og til at være sammen med spillerne, men jeg følger selvfølgelig lægernes anbefalinger.«

»Jeg hepper hjemmefra og er sikker på, at Jon og spillerne sikrer gode kampe og resultater,« siger Hareide.

Jon Dahl Tomasson vil dermed stå i spidsen for landsholdet til kampene mod både Gibraltar og Georgien.

Tomasson er tryg og afklaret med rollen som styrmand. Det fortalte han mandag til Ritzau.

»Jeg har været cheftræner før. Bare ikke på landsholdet. Men der findes jo ikke så mange med dansk pas, der har haft 13 års erfaring med landsholdsfodbold.«

»Åge og jeg har altid haft et meget fortroligt, tæt og lige samarbejde. Så det bekymrer mig overhovedet ikke. Tværtimod,« siger Tomasson.

Han fortalte også, at han hele ugen er i løbende dialog med Hareide, og at de to taler meget sammen om tingene.

På onsdagens pressemøde fortalte Tomasson dog, at Hareide ikke kommer til at blande sig i beslutningerne under selve kampen.

U16-landstræner Søren Hermansen fortsætter i rollen som midlertidig assistent for Tomasson og rejser derfor også med til Georgien.

/ritzau/