Hareide giver VM-besked til spillerne søndag

Landstræner Åge Hareide vil lægge sig fast på sin VM-trup søndag og vrage fire spillere fra VM-bruttotruppen.

Allerede søndag vil landstræner Åge Hareide lægge sig fast på de 23 spillere, der skal med til VM i Rusland.

Det fortæller nordmanden efter lørdagens 0-0-testkamp mod Sverige i Stockholm. I øjeblikket består bruttotruppen af 27 spillere, og fire skal skæres fra.

»Kampen har gjort mit valg endnu sværere. Det bliver svært at fjerne fire spillere,« siger Hareide.

»Vi skal træne i morgen, og så taler vi sammen i morgen eftermiddag, før vi rejser til Danmark.«

Hareide måtte lørdag aften se bort fra Nicklas Bendtner, Andreas Cornelius og Andreas Bjelland, der alle døjer med forskellige skavanker.

»Tiden går hurtigt nu, og der er kun to uger til, at vi er i gang med VM. Vi må lytte til lægestaben, bruge vores intuition og dem, der har prøvet at være i en trup med få spillere til en slutrunde.«

»Fokus bliver ellers rettet mod skaderne, og alt handler mere om dem, der er skadede, end om dem, der er friske. Så det bliver vigtigt, at vi får de rigtige svar i morgen,« siger Hareide.

Landstræneren erklærer sig godt tilfreds med den danske præstation i Stockholm, selv om det ikke lykkedes at score.

»Sverige er svære at spille mod og bryde ned. Det var de også i aften. Vi fik spillet en god kamp. Vi har stabilitet i vores defensiv, og det er vigtigt. Kan vi ikke selv score, så er det vigtig at holde modstanderen fra mål,« mener landstræneren.

/ritzau/