Hansen tæt på exit

Anders Hansen gik endnu en middelmådig runde ved British Open i Skotland. Med samlet tre slag over par er det endnu usikkert, om han klarer cuttet.

Vejret var godt og spillet ligeså, da Anders Hansen teede ud på Carnoustie-banen fredag morgen. Tre birdier på de første seks huller og Hansen var atter rigtig godt med ved British Open i Skotland efter sin første runde i går på én over par.

Men som vinden tog til, blæste Hansens spil fra hinanden, og den ene bogey afløste den anden. Seks bogeyer og fire birdier betød en andenrunde i to over par.

Anders Hansen kan nu bare se til fra klubhuset, mens de resterende spillere afgør, om Hansens samlede score på tre slag over par er nok til at klare cuttet. Ved frokosttid fredag rakte det til en foreløbig delt 70.-plads, mens Sergio Garcia i toppen er seks slag under par.

Turneringens anden dansker Thomas Bjørn teer ud klokken 14.20. /ritzau/