Hansen og Bjørn missede sejren

Søren Hansen kunne søndag ikke forsvare sin føring i Paris, og måtte nøjes med en andenplads ved European Tour-turneringen Open de France. Bjørn blev treer.

Sejren glippede for golfspilleren Søren Hansen, der med sin søndagsrunde i 72 slag, en over banens par, ikke formåede at forsvare sin føring ved European Tour-turneringen Open de France i Paris

På Le Golf National-banen fik danskeren en dårlig start på søndagens sidste runde med to dobbelt bogeys på de første seks huller, og Hansens comeback på de sidste ni huller kom for sent. Samlet sluttede danskeren seks under par - et slag efter Graeme Storm fra England, der med en runde i 66 slag, fem under par, vandt sin første sejr på den europæiske golftour.

Thomas Bjørn sluttede turneringen godt af med en runde i 69 slag, hvilket rakte til en delt tredjeplads to slag efter vinderen, mens Søren Kjeldsen sluttede på en delt 21.-plads.

/ritzau/