Han vil bare have respekt

Chris Froome begynder denne weekend jagten på en historisk Tour-Vuelta-double. Den britiske cykelrytter lover at vise, hvad man udopet kan på en cykel. Men det får ikke bugt med tvivlen.

Den dobbelt Tour de France-vinder, Chris Froom, vil forsøge at gøre sig til den første, som vinder en Tour-Vuelta-double. Her kører han i gult under årets Tour de France. Fold sammen
Læs mere

Kenya stillede op med én cykelrytter ved VM i 2006, og han kom kun med, fordi han – uden at få lov – brugte en anden mands identitet.

Rytteren var Chris Froome, og forhistorien lyder:

Froome var 21 år, kunne køre på cykel og havde gjort det i flere år. Han havde også vundet cykelløb. Men alt sammen i Afrika, og han mærkede tydeligt, at man ikke bliver rigtig cykelrytter i Afrika.

Han havde tidligere forsøgt sig med at sende et brev med sine samlede resultater fra cykelløb - og tilføjede fotografier - rundt til cykelhold i Europa. Han syntes , det så flot ud. Men de få svar, han fik, var alle sammen kogt ind til samme spørgsmål:

Har du kørt nogen løb i Europa, knægt?

Det havde Froome ikke.

Derfor besluttede han før VM i 2006, som skulle køres i Salzburg i Østrig, at udnytte et login, som han havde fået til det kenyanske cykelforbunds e-mailadresse. Han loggede på og udgav sig for at være forbundets præsident, Julius Mwangi.

Froome vidste, at Mwangi aldrig ville gå de nødvendige skridt for at skaffe ham en plads ved VM, eftersom forbundet og Mwangi lå i konflikt med Chris Froomes personlige cykelmentor, David Kinjah.

Så nu skrev Froome selv på vegne af Mwangi til den internationale cykelunion, at Kenya gerne ville stille op ved U-23-løbene til VM med den unge Christopher Froome, en af landets mest lovende ryttere.

Froome fløj selv til Østrig med en kuffert og to cykler, han indlogerede sig på byens billigste bed and breakfast - et pænt stykke uden for bymidten. Så langt ude, at han måtte gå den sidste kilometer fra busstoppestedet og frem. Han blev senere taget til nåde af det sydafrikanske landshold, der gav ham plads på deres hotel.

Mens den italienske stjernerytter Paolo Bettini blev fejret som verdensmester på en bar i byens midte, hvor en anden af sportens superstjerner, Alexandre Vinokourov, samtidig holdt vodkahof, kunne Froome gøre status over sine præstationer i U-23-løbene: Nummer 36 i enkeltstarten og nummer 45 i landevejsløbet, men dog med i den gruppe, der spurtede om sejren.

Det var der ingen, der lagde mærke til.

Her mindre end ti år senere træder Chris Froome ikke sine pedaler i samme ubemærkethed. Lørdag tog han hul på årets Vuelta a España, hvor han vil forsøge at gøre sig til den første rytter nogensinde, der vinder en Tour-Vuelta-double, efter Vueltaen blev et efterårsløb.

Da Chris Froome i sidste måned vandt et af de senere års mest imødesete udgaver af Tour de France, skete det, som havde han behov for at manifestere, at kongen af etapeløb i international cykelsport er Chris Froome. Det er ikke et debatemne lige nu. Det er en konklusion.

Dette er historien om en cykelrytter, der er uelsket uden et ønske om at være elsket. Han vil bare have respekt. Det er historien om altid at være under mistanke, når man vinder. Det er historien om at larme i stilhed.

Barndommen i Afrika er det rigtige sted at begynde. Afrika-opvæksten er så fundamental for at forstå Chris Froome.

Hans mor blev født i Kenya af britiske forældre. Hans far flyttede til Kenya fra England som ung mand for at skabe sit levebrød i turistbranchen. De to briter fik tre børn, alle drenge. Chris Froome var den yngste – og med stor afstand op til de to store.

Derfor mærkede det formentlig også Chris Froome endnu hårdere, da forældrenes ægteskab gik i stykker. Han var en fem-seks år gammel, brødrene var flyttet på kostskole i England, og Chris Froome stod midt i en grim skilsmisse. Der blev råbt meget.

»I årevis derefter fik jeg sådan en syg, syg følelse, så snart folk hævede stemmen. Jeg kan stadig huske den forfærdelige rumlen i maven, hver gang folk råbte,« fortæller Chris Froome i sin selvbiografi »The Climb«.

Der skulle blive råbt meget af Froome senere hen i livet.

Faderen flyttede til Sydafrika med sin nye kæreste. Kontakten blev holdt, men de sås sjældent. Der var bare Chris Froome og hans mor, og han har aldrig tøvet med at takke hende for, at hun var den opmuntrende kraft, der hele tiden insisterede på, at han skulle forfølge sine drømme.

Det gjorde han med stor støtte fra den anden person, han altid har tillagt størst betydning for sin karriere, David Kinjah, en tidligere cykelrytter fra Kenya, der var tæt på at få et gennembrud på den europæiske cykelscene i starten af 00erne.

Froome lærte at jagte sine drømme, og han lærte at arbejde hårdt i ekstrem varme og under meget beskedne forhold. Og han fandt sin vej til Europa, hvor Team Sky i 2010 blev det første hold til at satse på rytteren, der inden da havde kørt for de amerikanske hold Konica Minolta og Barloworld.

Hans første år på Team Sky var anonymt. Det blev også det sidste år for Froome, der var anonymt.

I en notorisk utroværdig sport som cykling har kommentatorer i deres jagt på troværdige ryttere ofte kigget efter dem, der altid har kunnet vinde cykelløb. Det at have været blandt de bedste fra 18-20 års alderen er blevet og bliver opfattet som mere troværdigt, end at man pludselig forvandler sig fra ingenting til alting.

Chris Froome har kæmpet mod dette. I sit første Tour de France blev han nummer 86, og de to følgende år blev han nummer 36 i Giroen og udgik året efter.

Manden havde simpelthen aldrig lavet et resultat af betydning, da han i 2011 som skudt ud af en kanon blev nummer to i Vuelta a España. De to følgende år blev han nummer to og et i Tour de France.

Hvordan forklarer man det? Og gerne så verden tror på det?

Hvordan forklarer man, at Chris Froome, da han afgjorde årets Tour de France med sin massakre på Pierre-Saint-Martin-stigningen, kørte stigningen med højere gennemsnitsfart, end folk som Jan Ullrich, Bjarne Riis, Tyler Hamilton, Richard Virenque og Miguel Indurain tidligere havde gjort - flere af dem på fuldt dopingprogram?

Hvordan forklarer man, at han to år før lavede det samme nummer på stigningen til Bonascre, hvor han kørte tredjehurtigste tid nogensinde i en præstation, der tændte alarmklokker overalt, og hvor han igen kørte hurtigere end nogle af sportens tunge dopingfrontløbere fra den mørke periode, Lance Armstrong, Ivan Basso, Jan Ullrich og Alxandre Vinokourov?

Det blev – og er stadig – Chris Froomes største opgave at levere de svar.

Det er her, at han og hans hold taler om »marginal gains:« Bedre cykler, bedre forberedelser, en mere videnskabelig tilgang til træning og løbsudførelse. Der tales om modvind og medvind, om etapers og hele etapeløbs samlede hastighed og hårdhed. Der fremlægges watt-tal (en fysisk målenenhed, red.), som det almindelige menneske ikke forstår mere end halvdelen af.

Og det hele udfordres, naturligvis, af dem, der bare er færdige med at tro på både cykelryttere og guld og grønne og skove.

Chris Froome selv har gennem årene også leveret den ikke-videnskabelige udgave af et svar, nemlig den følelsesprægede.

Han har fortalt, at han aldrig ville have en chance for at lave resultater, hvis ikke feltet var blevet renere. Han har sagt, at han ikke ville køre for Bjarne Riis’ mandskab, fordi Contador havde haft en dopingsag, og fordi Bjarne Riis som rytter selv havde brugt doping. Det ville være at slutte sig til den mørke side. Han har efterlyst flere test uden for konkurrence, når han forbereder sig til Tour de France på højdetræningslejre.

Han har i sin bog skrevet, hvordan han blev sur og følte sig forrådt på egne og hele sportens vegne, da han havde sin første oplevelse med doping i Touren 2008, hvor holdkammeraten på det daværende Barloworld-mandskab Moises Dueñas testede positiv for EPO.

De senere år har han skullet svare igen og igen. For sig selv og hele sporten. Det blev rigtig voldsomt efter hans overlegne sejr på Mont Ventoux-etapen i Tour de France 2013.

»Dopingdiskussionen kører i ring. I tror, jeg er skyldig. Kan I bevise det? Nej. Jeg ved, jeg er ren. Kan jeg bevise det? Nej. I har hørt det hele før fra Lance Armstrong. Men jeg er ikke Lance Armstrong. I bliver ikke snydt igen. Ikke af mig, aldrig,« skriver han i sin bog om refleksionerne over mødet med pressen efter den sejr.  På den sidste dag af Touren 2013 sad Froome i holdets bus, inden afslutningsetapen skulle sættes i gang, og forberedte, hvad han ville sige på podiet senere den aften, når han ville få en mikrofon i hånden, men for en gang skyld ikke ville blive udfrittet svar.

Han kunne bare tale, og han besluttede, at han ville vise imødekommenhed over for den franske offentlighed, der har det så svært med ham, ved at begynde på fransk. Men det var de følelsesladede ord til moderen Jane, der i 2008 døde af kræft, og hans afsluttende svirp med halen, folk huskede. Og husker:

» Dette er en gul trøje, som historien ikke vil ændre på (this is one yellow jersey that will stand test of time).«

Dét er Froomes løfte, og det er blevet ved med at være hans løfte, at vi aldrig kommer til at stå med historieomskrivning af hans karriere.

Vi ser, hvad et rent menneske kan på en cykel, siger han igen og igen.

Han taler altid klart, velartikuleret, afbalanceret og roligt. Men en dreng, der fik ondt i maven af at høre sine forældre råbe, kan vel heller ikke gøre andet. Heller ikke selv om han mødes med hårdhed, skingerhed og angreb.

Han råber ikke engang ad dem, der kaster tis på ham og spytter på ham. Han truer ikke pressen, når den bliver ved med at mistænkeliggøre ham. Men han beder om lidt respekt.

Folk behøver ikke elske ham. Han cykler ikke for at være populær, han cykler for at vinde.