Hamrén: Jeg er fortrøstningsfuld

AaB ligger i øjeblikket tredjesidst i SAS Ligaen, men træner Erik Hamrén mener ikke, at pointhøsten har været retvisende for spillet. Pointene skal nok komme.

AaB kæmpede sidste sæson med om medaljerne i SAS Ligaen. I øjeblikket befinder sidste års bronzevinder sig helt nede i bunden af tabellen, da det blot er blevet til to point i de fire første spillerunder. Cheftræner Erik Hamrén er dog tilfreds med nordjydernes spil og forventer, at holdet snart igen kan skue opad i ligaen.

- Jeg er ikke i tvivl om, at hvis vi fortsætter i samme spor, så kommer points'ene også, så jeg er absolut fortrøstningsfuld, siger Erik Hamrén, der onsdag aften kunne se sit mandskab tabe 1-2 til FC Midtjylland, til klubbens hjemmeside.

AaB tager søndag hjemme på Aalborg Stadion imod et af de andre bundhold, oprykkerne fra AGF.

/ritzau/