Hamilton lægger sag an mod Tinkoff

Den tidligere Team CSC-rytter Tyler Hamilton vil slæbe sin arbejdsgiver Team Tinkoff i retten for at presse ham til en ny og forringet kontrakt.

Tyler Hamilton er ikke tilfreds med at være suspenderet af Team Tinkoff. Og specielt ikke da amerikaneren mener, at cykelholdet bruger suspenderingen til at presse ham ned i løn. Hamilton vil derfor slæbe Team Tinkoff i retten og oplyser på sin hjemmeside, at sagen vil komme for en dommer senere i juli.

- Den 3. maj blev jeg bedt om at godkende en ny kontrakt med anden form for betaling end den, der gælder på min nuværende kontrakt. Det mener jeg ikke er i orden og takkede derfor nej, siger Tyler Hamilton og oplyser, at sagen er anlagt i Rom.

Team Tinkoff valgte i maj at suspendere de to tidligere Team CSC-ryttere, Tyler Hamilton samt Jörg Jaksche, på ubestemt tid indtil de relevante myndigheder har kastet lys rytternes forbindelse til den spanske dopingsag, Operacion Puerto.

/ritzau/