Halep fejer Plísková af banen og stryger i semifinale

Med overbevisende tennisspil vandt Simona Halep over Karolína Plísková og er klar til semifinalen i Melbourne.

Simona Halep er første gang videre til semifinalen i Australian Open. Reuters/Toru Hanai Fold sammen
Læs mere

For første gang i tenniskarrieren er Simona Halep videre til semifinalen ved grand slam-turneringen Australian Open.

Verdensetteren vandt i sikker og suveræn stil med 6-3, 6-2 over Karolína Plísková, der er verdens nummer seks, efter en time og et kvarter.

Plísková kom eller foran med 3-0 i første sæt, men rumæneren svarede igen og snuppede seks partier i træk.

»Det er rart at være at videre. Det var ikke min bedste start. Jeg måtte begynde forfra efter tre partier.«

»Jeg begyndte at bevæge mig bedre og fik åbnet banen op. Jeg servede godt, og det gik bedre og bedre for mig«, siger Halep i et interview på banen.

Plísková er kendt for sin hårde og stabile serv, men tjekken blev læst godt af Halep, som returnerede mange af serverne på fornem vis.

»Jeg var stærk i mine returneringer. Det var min opgave at stresse modstanderen og presse hende tilbage, så jeg kunne dominere duellerne.«

»Men det er en hemmelighed, hvordan jeg gør det. Jeg skal kunne bruge det i næste kamp,« forklarer Halep.

I semifinalen skal Halep møde tyske Angelique Kerber, som tidligere onsdag slog amerikaneren Madison Keys i to sæt.

»Det bliver helt sikkert en anderledes kamp. Kerber bevæger sig godt, og jeg skal være rolig og spille som i slutningen af denne kamp. Jeg vil prøve at nyde det«, lyder det fra Halep.

I den anden semifinale skal Caroline Wozniacki møde den useedede belgier Elise Mertens.