Det var alt andet end et festfyrværkeri, men ikke desto mindre fik superliganedrykkerne fra AaB fuldt pointudbytte hjemme mod HB Køge.
Nordjyderne var noget haltende, men fik prikket hul på bylden efter pausen i 2-1-sejren torsdag aften i 1. division.
Spillet var langtfra flydende hos begge mandskaber, og de fremmødte på Aalborg Portland Park kunne ikke just lune sig på store målchancer indtil slutfasen.
De tre point luner dog på kontoen for AaB, der holder en smule snor i toppen og har 17 point på femtepladsen. Fire point er afstanden til Lyngby i front.
Topholdene foran nordjyderne kan dog i weekendens spillerunde øge forspringet.
HB Køge rejser hjem til Sjælland med det tredje nederlag i træk. Holdet har blot vundet en af de sidste ti kampe i landets næstbedste række og ligger næstsidst.
Gæsterne fra Østsjælland viste sig godt frem i indledningen, og efter et skarpt angreb så det lovende ud, da Mohamad Al-Naser fik bolden og var fri til en afslutning i feltet.
En forkølet afslutning med venstrepoten endte dog i ingenting.
Omvendt gik det for langsomt, når AaB havde bolden i det, der bedst kan beskrives som ren boldmassage i store perioder. Nordjyderne kørte bolden rundt, men uden at true Køge-defensiven.
AaB's Adam Andersson testede unge Noah Sømmergaard i Køge-målet ved at klappe til bolden langt ude fra. Kun en storartet og sprælsk redning sørgede for, at de første 45 minutter endte uden mål.
Aalborgenserne kom anderledes energisk ud efter pausen, og det gav pote efter fem minutter.
Bolden blev sendt ind foran til Oliver Ross, der fra kanten af det lille felt headede 1-0-målet ind foran de stemningsskabende fans på Vesttribunen.
Med et kvarter tilbage blev håbet slukket for gæsterne efter et flot langskudsmål af AaB's Kornelius Normann Hansen til 2-0.
HB Køge var mere eller mindre usynlig i anden halvleg, men Christian Tue Jensen sørgede alligevel for en smule spænding med en reducering i overtiden.
Det endte dog med ikke med et comeback for de sjællandske gæster.
/ritzau/