Hackere angriber fodboldklubben Manchester United

Fredag blev den engelske storklub Manchester United udsat for et hackerangreb.

Manchester United, der har Ole Gunnar Solskjær som manager, blev fredag udsat for et hackerangreb. (Arkivfoto) Paul Ellis/Reuters Fold sammen
Læs mere

Hackere forsøgte fredag at få adgang til fodboldklubben Manchester Uniteds it-systemer.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

»Klubben har handlet hurtigt for at stoppe angrebet og samarbejder nu med eksperter for at undersøge episoden og minimere it-problemerne,« skriver Manchester United.

Klubben skriver, at der er tale om et "avanceret angreb begået af it-kriminelle", men episoden får ikke betydning for lørdagens kamp mod West Bromwich Albion i Premier League.

»Vores it-beskyttelsessystem blev opmærksom på angrebet og lukkede de ramte systemer ned for at begrænse skaden og beskytte data.«

»Alle kritiske systemer, der er nødvendige for at afvikle kampen på Old Trafford, er sikre, og morgendagens (lørdagens, red.) kamp mod West Bromwich Albion vil blive afviklet,« skriver klubben.

   Fold sammen
Læs mere
Foto: SASCHA STEINBACH.

Ifølge Manchester United er klubbens hjemmeside og app upåvirkede, og der er ikke tegn på, at fans har fået stjålet personlige data.

Lørdagens kamp mellem Manchester United og West Bromwich Albion spilles klokken 21 dansk tid.

/ritzau/