Haas besætter det ene Formel 1-sæde til 2025-sæsonen
Oliver Bearman skal fra 2025 køre for Haas, hvor Kevin Magnussen har kontraktudløb efter indeværende sæson.

Oliver Bearman skal fra 2025 køre for Haas, hvor Kevin Magnussen har kontraktudløb efter indeværende sæson.

Formel 1-holdet Haas, der har danske Kevin Magnussen i folden, henter 19-årige Oliver Bearman til fra 2025-sæsonen.
Det oplyser holdet i en pressemeddelelse.
Dermed er der kun et Formel 1-sæde tilbage hos Haas i den kommende sæson. Kevin Magnussens kontrakt udløber ved udgangen af 2024.
19-årige Bearman ses som et stort talent i Formel 1-verdenen.
I marts fik han Formel 1-debut, da Ferraris Carlos Sainz skulle opereres for blindtarmsbetændelse.
Bearman hentede en syvendeplads i sin debut i Saudi-Arabien og modtog efterfølgende store roser for sin kørsel.
- Han har udviklet sig til en meget moden kører under Ferraris akademi, og verden så det, da han i 11. time blev kaldt ind til at køre i Saudi-Arabiens Grand Prix, siger Haas-teamchef Ayao Komatsu.
27-årige Esteban Ocon er favorit til at tage det andet sæde hos Haas, hvilket vil betyde, at Magnussen er færdig på holdet.
Danskerens Formel 1-karriere begyndte i 2014. Han sluttede på podiet i karrierens første grandprix, da han debuterede i Melbourne, men siden er han ikke sluttet blandt de tre bedste.
31-årige Magnussen kørte for Haas fra 2017 til 2020 og igen fra 2022.
I slutningen af juni sagde Magnussen til Ekstra Bladet, at han ville være afklaret med en fremtid uden for motorsportens fineste klasse.
- Drømmen har altid været at få succes i Formel 1, vinde løb og mesterskaber i Formel 1, men efter ti år i sporten uden helt at nå dertil er det måske ved at blive ensformigt.
- Hvis jeg ikke er i Formel 1, føler jeg ikke, at det bliver et dårligt liv overhovedet. Tværtimod føler jeg det modsatte. Der er en stor omkostning ved at være i Formel 1, og nogle gange sætter jeg spørgsmålstegn ved, om det er det værd, lød det fra Magnussen.
I den forgangne weekend satte danskeren for anden gang i sæsonen point ind på kontoen. Magnussen endte i Østrigs grandprix på en ottendeplads og sikrede sig fire point.
Allerede i den kommende weekend skal danskren og Formel 1-feltet i ilden igen, når grandprixet på den historiske Silverstone-bane i England venter.
/ritzau/