Italiensk fodbold stod på kanten af den totale fiasko onsdag aften, efter at flagskibet Inter tirsdag var røget ud af Champions League.

Men det var tæt på den perfekte italienske oprejsning onsdag aften.

Atalanta lykkedes nemlig allerede i den tidlige kamp onsdag med at vende et 0-2-nederlag fra det første opgør mod Dortmund til samlet sejr på 4-3. Dermed gik Atalanta videre til ottendedelsfinalerne.

Senere var Juventus tæt på at fuldende et endnu større comeback mod Galatasaray, som havde vundet det første opgør med hele 5-2.

Men det lykkedes ikke for Juventus, selv om Torino-mandskabet fremtvang forlænget spilletid med ti spillere og vandt 3-0 i den ordinære spilletid.

Juventus røg dog ud efter to mål af Galatasaray i den forlængede spilletid. Efter et nederlag på 2-3 gik tyrkerne videre med en samlet 7-5-sejr.

Dermed er Atalanta nu ene om at forsvare den italienske ære blandt de 16 bedste hold. Napoli røg tidligere på året ud allerede efter ligafasen.

Galatasaray blev det sidste hold til at avancere til ottendedelsfinalerne i Champions League.

Men det holdt hårdt for tyrkerne, der længe haltede bagefter.

Efter en intens og hektisk start på kampen fik Juventus scoret det mål, der skabte håb blandt hjemmeholdets fans.

Juventus fik tildelt et straffespark efter 37 minutter. Det omsatte anfører Manuel Locatelli sikkert til 1-0.

Tre minutter inde i anden halvleg blev opgaven en hel del vanskeligere for Juventus. Holdet blev reduceret til ti mand efter et rødt til Lloyd Kelly for en stempling.

Faktisk var det som om, det røde kort tændte en gnist hos Juventus, der scorede to gange med en spiller i undertal.

Efter 70 minutter gik stopperen Federico Gatti med frem og dirigerede bolden i kassen fra tæt hold til 2-0.

Det virkede i lange perioder, som om tyrkerne var en mand i undertal. Og ikke omvendt.

Hjemmeholdet dominerede tungt, og midtbanespilleren Khéphren Thuram fik en stor mulighed for at score det tredje mål, der kunne skabe balance i regnskabet. Men franskmanden lobbede den langt over mål.

Den velspillende tyrkiske angriber Kenan Yildiz var også tæt på, men tyrkeren ramte stolpen mod sine forstenede landsmænd.

Belønningen kom efter 82 minutter, da altmuligmanden Weston McKennie headede målet til 3-0 i kassen nærmest til forbløffelse for sig selv.

Det helt vilde comeback lurede.

I den forlængede spilletid kom den afgørende sekvens med en brændt chance for Juventus.

For indskiftede Edon Zhegrova fik en af den slags muligheder, som højtbetalte fodboldspillere bør score på.

Helt fri foran mål fik Zhegrova serveret bolden perfekt foran sig af McKennie, men han sparkede bolden mindst en meter forbi stolpen.

Energien røg helt ud af Juventus-spillerne, og Galatasaray straffede straks hjemmeholdet på kontrastød.

Udeholdets angribere Victor Osimhen og Baris Yilmaz stod for de to reduceringer, som lukkede og slukkede comeback-forsøget.

/ritzau/