Paris Saint-Germain bliver til sommer en dansker rigere.
Stregspilleren Frederik Ladefoged slutter sig således til håndboldholdet, der har Stefan Madsen og Henrik Møllgaard som henholdsvis cheftræner og assistent.
29-årige Ladefoged kommer til fra rumænske Dinamo Bukarest.
- Vi er meget glade for at byde Frederik velkommen til sæsonen 2026/2027. Han er en solid og erfaren stregspiller, et produkt af et dansk akademi, der er kendt for sine høje standarder og kvalitetsuddannelse.
- Hans profil, som kombinerer power, disciplin og holdånd, passer perfekt til vores sportslige projekt og til den arbejdsfilosofi, som staben følger, ledet af et dansk trænerduo, siger sportschef Thierry Omeyer til klubbens hjemmeside.
Ladefoged er uddannet i Team Tvis Holstebro og har også været forbi Skanderborg Aarhus, Sønderjyske samt Bergischer HC fra den tyske Bundesliga.
- At komme til Paris Saint-Germain er en kæmpe ære. Det er en klub i verdensklasse, der står for succes og passion for håndbold. Jeg kan ikke vente med at udforske Paris, møde mine kommende holdkammerater og bidrage fuldt ud til klubbens ambitioner, siger Ladefoged.
Han står noteret for over 40 ungdomslandskampe, og i 2024 fik han sine indtil eneste to optrædener for A-landsholdet.
Den nuværende PSG-trup tæller danskerne Mikkel Løvkvist og Jannick Green som keeperduo samt Jacob Holm til bagkæden. Både Green og Holm drager dog videre til sommer.
/ritzau/
