USA, Angola og Slovenien i den rækkefølge.

Det bliver håndboldherrernes modstandere i indledende gruppespil, når der til januar er VM i Tyskland.

Det blev afgjort ved Det Internationale Håndboldforbunds (IHF) lodtrækning onsdag aften.

På forhånd stod det klart, at Danmark spiller sine tre indledende kampe i gruppe G i Kiel, men modstanderne var ikke kendt.

På papiret er Slovenien den stærkeste modstander. Danmark slog i seneste indbyrdes møde slovenerne 31-30 i en særdeles tæt semifinale på vej mod OL-triumfen i 2024.

- Vi fik en fin lodtrækning til det indledende gruppespil. Vi har lige mødt USA i København, så dem kender vi, men Angola skal jeg lige have tjekket op på, siger landstræner Nikolaj Jacobsen til DanskHåndbolds hjemmeside.

- Vi skal jo møde mindst ét godt hold i gruppespillet, og Slovenien har et godt håndboldhold med mange teknisk dygtige spillere.

De tre bedste hold fra indledende gruppespil går videre til mellemrunden.

Her rykker Danmark i så fald videre til Hannover og bliver parret med gruppe H, der tæller Island, Nordmakedonien, Japan og Bahrain.

- Mellemrunden er heller ikke dårlig for os, så indtil vi rammer en eventuel kvartfinale, kunne vi have fået en meget værre lodtrækning, siger Jacobsen.

De to bedste fra hver mellemgruppe med seks hold går videre til kvartfinalerne.

VM afvikles fra 13. til 31. januar, og alle slutspilskampe fra kvartfinalerne og frem spilles i Köln.

/ritzau/