Haaland fortsætter målstime i sikker City-sejr

Erling Haaland scorede for syvende kamp i træk, da Manchester City uden problemer slog Wolverhampton.

Erling Haaland var igen flyvende for Manchester City. Han har scoret i syv kampe i træk. Geoff Caddick/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København. Den norske angrebsstjerne Erling Haaland er fortsat ikke til at stoppe hos Manchester City.

Lørdag scorede han det ene mål, da City på udebane vandt med 3-0 over Wolverhampton.

Det var syvende kamp i træk, at Haaland kom på tavlen. I de syv kampe har han scoret 12 mål. I alt er han oppe på 14 mål siden sommerens skifte fra Borussia Dortmund til City.

Lørdag lynede han efter et kvarter. I fuld fart afsluttede han fra straffesparksfeltets bue, og selv om hans træf på bolden ikke var det bedste, strøg bolden i mål ved den ene stolpe.

Da havde Jack Grealish givet City en drømmestart efter blot 55 sekunder. Hjemmeholdet blev straffet prompte for at miste bolden midt på banen, og Grealish stemplede bolden i mål efter Kevin De Bruynes forarbejde.

Samme Grealish var involveret, da hjemmeholdet efter godt en halv time blev reduceret til ti spillere.

Nathan Michael Collins stemplede Grealish i maven i en duel, og så kunne Collins gå tidligt i bad.

Foran 2-0 og en mand i overtal var der lagt op til en storsejr, men City nøjedes med at cruise sejren hjem.

Midtvejs i anden halvleg udbyggede Phil Foden føringen, igen på oplæg fra assistkongen De Bruyne.

Kort efter - i det 70. minut - blev spillet stoppet for at hylde den afdøde dronning Elisabeth, der sad på tronen i 70 år. Det blev også kampens sidste store højdepunkt.

Med sejren er City tilbage på førstepladsen med 17 point for 7 kampe, men Arsenal kan komme tilbage på toppen med en udesejr søndag over Brentford.

Wolverhampton ligger placeret lige over nedrykningsstregen med seks point.

/ritzau/